Thorsen & Co bryder ud. Omtale (Den lange Rejse, Charlottenborg, København). Kurt Dahl. Land og Folk.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Thorsen & Co bryder ud
50 danske og udenlandske kunstnere går sammen for vælte »den mondæne trøstesløshed«, som de mener har hærget kunsten længe nok
Af Kurt Dahl
I tre uger til sommer, 15. juli til 6. august, løber multibegivenheden »Den lange rejse« med billedkunst, musik, film og happenings af stablen på Charlottenborg i København. Kulturgruppen Syntese, der står bag og bl.a. tæller kunstnere som Jens Jørgen Thorsen, Leif Sylvester og Annie Hedvard, indleder hermed opgøret med »postmodernismen«, der har præget 80’ernes kunstliv både herhjemme og i udlandet.
– Dansk kunstliv er ikke helt sumpet til i behagesyge, smartness og plagiater af internationale modestrømninger. Et mondænt sammensurium af sammenhængsløshed og holdningsløshed har styret alt i et årti, nu må vi have folkelighed, fandenivoldsked, solidaritet med 3. verdens lande og historisk og politisk engagement ind i kunsten, siger Syntesefolkene, der, ud over kunstnere fra bl.a. Uruguay, Nicaragua, USA, Spanien og Frankrig, tæller ca 40 fremtrædende nordiske kunstnere. I den kommende weekend varmer gruppen op ved et stort nordisk kulturarrangement i Oslo, som Syntese er medarrangør af. Og 19. juli fejrer de Nicaraguas 10-års revolutionsdag på deres helt egen måde.