Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Indtryk fra Nicaragua

‘Kunst- og Kulturgruppen SYNTESE’ har netop været på besøg i Nicaragua, og billedkunstneren Per Johan Svendsen beretter her i ord og streg.

Managua, Nicaraguas hovedstad, er ikke som alle andre. Et voldsomt jordskælv i 1972 udraderede byens centrum, og dag ligger området stadig øde og ligner en uvirkelig science fiction med sine overgroede ruiner. Det er her, at brudfladerne imellem forskellige typer jordskorper løber, og man regner med, at der før eller senere vil komme et nyt jordskælv her.

Omkring denne ødemark ligger så det andet Managua, en forvirret og tilfældig sammenhobning af faldefærdige bræddeskure, enkelte mere velhavende kvarterer, frodige palmer og bittesmå haver med høns og de mest almindelige grøntsager og frugter. Bybilledet præges af et vældigt mylder af mennesker, der bevæger sig i en urolig strøm langs vejene. Her forsøger man at sælge forskellige varer: puder, dyner, grøntsager, kokosnødder og cigaretter. Børn, som ikke er ældre end seks-syv år, kaster sig ud i trafikken og udbyder ‘ La Prensa’ , reaktionens avis, til salg. Det er deres eneste mulighed for at skaffe penge, så de kan overleve.

Krigens ofre

Man regner med, at der alene i Managua lever 16. 000 hjemløse og forældreløse børn. De har mistet deres forældre i krigen mod diktatoren Somoza eller i kampene imod de kontrarevolutionære guerillaer, som er CIAs lejesoldater og banditter. Overalt hvor vi kommer, mødes vi af disse børn, som med en speciel hvislen imellem tænderne TSI TSII påkalder sig vores opmærksomhed. De kigger på os med bedende øjne, og med blide berøringer af vores lår eller lægge håber de på, at de netop i dag er heldige i bestræbelserne på at tigge penge.

Ungdommen er højt prioriteret af regeringen, FSLN, og der er blevet gjort et stort stykke arbejde for at bekæmpe analfabetismen og mobilisere de unge i kampen for et uafhængigt Nicaragua. Men deres fremtidsudsigter er ikke gode. Nicaraguas industrielle produktion er uhyre lille og nærmest sat i stå på grund af krigens ressourcekrævende forløb. De unges identitet synes at skulle blive den militæruddannelse, de modtager, når de skal aftjene deres værnepligt. Det er i denne treårige periode, at de fleste for første gang i deres liv får ordentlig mad og tøj. Efter aftjent værnepligt bliver de sikret job som vagtmænd i den statslige sektor. Alle uden undtagelse bliver indkaldt, og under krigstilstanden accepterer man ikke desertion. Desertører bliver ganske enkelt skudt. Prisen er selvfølgelig høj for at have en permanent kampberedt hær, også for den enkelte. En aften falder vi i snak med en ung soldat, som kommer hen for at tigge cigaretter. Han fortæller i timevis, tørt og nøgternt, om sine oplevelser inden for militæret.

Om sin angst og om nødvendigheden af at sætte sig ud over denne. Før eller senere vil soldaterne på deres patruljeringer møde Contra’er, og så er luften fyldt med bly. Contra’erne er i dag gået over til en mere defensiv taktik. De har ingen kampmoral og søger at undgå direkte konfrontationer med Sandiniststyrkerne. I stedet udøver de ren terror mod civilbefolkningen, samtidig med at de lægger miner ud på landevejene om natten. Det gør Sandinistsoldaterne rasende, når de hører om drabene på civilbefolkningen. Så vil de ud og slås.

Alt dette fortæller vores soldaterven os om, med alvorlige øjne forklarer han os, at hans bataljon på 1000 mand gennem kamphandlingerne er blevet reduceret med 200-300 mand. Til slut liver han op igen og må lige fortælle, at han var med, da de for nogle år siden skød et fly ned med en CIA-agent ombord. Det var ham, der fyrede jordtilluftmissilet af, og han er stolt over at kunne fortælle nogle skandinaver om sin deltagelse i befrielseskampen. Han ved, at det gør et dybt indtryk på os.

Kvindernes stilling i revolutionen

Et godt barometer for revolutionens udvikling og øjeblikkelige situation er kvindernes stilling i samfundet. Som alt andet i Nicaragua er denne problematik fyldt med modsigelser og akutte problemstillinger.

I revolutionens første år gik styret ind i en vældig offensiv imod alle former for kvindeundertrykkelse. Kvinderne blev organiseret, og der blev ført oplysnings- og propagandakampagner i befolkningen om den manglende ligestilling. Disse kampagner har givet gode resultater, og vi ser, at kvinderne indtager en del ledende stillinger i det politiske liv. Vi får også at vide, at man har været nødt til at animere kvinder til lederposter, idet krigen har kostet omkring 100. 000 mænd livet. I Nicaragua er der underskud af mænd i 20-40 års alderen.

Men kampen for ligestilling mangler endnu meget, og den har selvfølgelig lidt tilbageslag i takt med landets pressede økonomiske og politiske situation. Det værste er dog nok traditionerne, og det er ikke ualmindeligt, at mændene stikker af fra deres koner, når de har fået en fem-seks børn sammen, hvorefter de finder sig en ny og yngre kone. En taxachauffør pralede ligefrem med, at han havde 22 børn med fem forskellige koner.

Kunst, et vindue ud til verden

Sandinisterne ved, at kunsten og kulturlivet spiller en vigtig national og international rolle. Mange af de revolutionære ledere fra kampen imod Somoza var digtere. Kunstnerisk folklore, musik, dans, keramik er en del af nicaraguanernes hverdag. Gud ved, hvor mange gange vi klodsede danskere var ude at danse Salsa i den tid, vi var i Nicaragua? Hjemme i Danmark ville vi aldrig gøre det, men her giver nicaraguanernes venlighed, livsglæde og gæstfrihed en smittende stemning, og vi nyder livet og nuet sammen.

Den professionelle kunst, for eksempel billedkunsten, er en del af folkets identitet. Selv om der er revolutionære murmalerier overalt, er billedkunsten heller ikke bleg for også at være modernistisk og eksperimenterende. Kunstnerne kæmper selvfølgelig for en selvstændig platform i det politiske liv, og de har organiseret sig i ASTC, en fagforening, der sørger for kunstnernes økonomiske vilkår, arrangerer kunstudstillinger og samler kunstneriske propagandahold, der bliver sendt til fronten.

Arme, den aggressor

Selv om Nicaragua bobler og syder af uløste problemer, og uanset at befolkningen længes efter fred, er det vanskeligt at forestille sig denne farverige nation kuet militært af USA. Dertil er befolkningen for villig til at ville slås.

I julemåneden fejrer man jul på en lidt usædvanlig måde. Hver dag høres skyderier. I deres salige julerombranderter går nicaraguanerne ud om aftenen og skyder lige op i luften, så man skulle tro, at man befandt sig ved frontlinien til Honduras. Og honduranerne har de i øvrigt ikke meget til overs for; de lugter for lidt af krudtrøg og stikker halen imellem benene for et godt ord, hvis de sammen med Contra’erne kommer i nærheden af Sandinisterne.

Nicaraguas trumfkort er ikke mindst befolkningens ukuelighed. En egenskab, der er dybt forankret i folkesjælen, og som er formet af mange års kamp for selvstændighed. Bag nicaraguanernes uhørte venlighed og gæstfrihed mærkes en stille ironisk foragt over for de udlændinge og imperialister, der måtte prøve at trampe landet under fode.

Ruinbyen Managua

Tiggende børn

En soldat fortæller

Salsa