Kunst i striber. Omtale (Køge Bugt Biennale 88. Mosede Strandpark, Køge). Kirsten Weiss. Det Fri Aktuelt.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
KUNST I STRIBER
Fra i dag kan borgerne i Køge og omegn se moderne kunst og høre musik i et telt. Arrangørerne arbejder stærkt på at få teltet erstattet af et Kulturhus
Af Kirsten Weiss
Kunst i et stribet cirkustelt på en grøn mark ved en blå bugt. Den anden kunstbiennale ved Mosede Strand slår i dag teltdøren op for tre dages udstilling af moderne billedkunst med jazzakkompagnement og kåring af årets æreskunstnere. Biennaler holdes normalt hvert andet år, men i det sydkøbenhavnske område omkring Køge Bugt, kan Foreningen Køge Bugt Kulturhus ikke vente med at få bragt moderne kunst til beboerne i »sovebyområdet« og sidste års publikumsucces gentages derfor allerede nu.
INGEN PENGE
»Vi ikke har noget »hus« for moderne kunst, ingen penge og ingen arkitekt, men der er også et kulturliv i denne del af landet,« siger Jens Nielsen, der gerne vil vise folk, at der findes andet end fodbold, badminton, TV 1, TV 2 og Channel 5.
Jens Nielsen, der kan blive »fuld og opstemt af fem liter skummet mælk og en god diskussion om kunst», dannede i 1985 foreningen, der arbejder for et udstillingsted ved Køge Bugt. Drømmen er en »Kunsthus« med nutidskunst – ikke et museum med etablerede kunstneres værker.
»Jeg vil gerne sige »værsgod, mine damer og herrer, her har I en samling aktuel kunst«. Værkernes tilblivelsesår, ikke kunstnernes alder, skal være kriteriet for vores indkøb, og på den måde vil publikum få en mulighed for at se næsten dagsaktuelle strømninger i kunsten,« siger Jens Nielsen. Han mener ikke, at værkerne skal indgå i en permanent samling, men vandre videre i museumslivet efter nogle år ved Køge Bugt.
PLANER
Når »Kunsthuset« har ejet værkerne i 15 år går de på auktion. Måske går et billed for 100 kroner, måske for 100. 000, måske brænder vi fingrene, men det kan vi ikke tage os af. Det er et spørgsmål om, hvilke kunstnere vi vil have og på 15 år kan de nå at vise, at de kan noget. »Kunsthuset« skal være en »planteskole« for unge kunstnere, og et tilbud til de etablerede museer, der kan kigge ind her, når de skal købe ind til deres samlinger,« siger Jens Nielsen, der savner politisk vilje til at gennemføre projektet, som kan få plads ved siden af de fredede bastioner på det gamle Mosede Fort.
»Det er som at stikke i en gris, der allerede er bedøvet, siger Jens Nielsen, der af proffesion er læge. I Solrød, hvor han bor, er »kommunens ydelser til det kulturelle et borgermøde hvert andet år«. Foreningen Køge Bugt Kulturhus er funderet på en pengegave fra et af de lokale pengeinstitutter, firmaer og privatpersoner, som han ikke har »lovet andet end at de kommer til at betale«. Det stribede cirkustelt er betalt af foreningens kasse, og så er der slået halv skade med børneteaterfestivallen, der i dag overlader arenaen til kunstnergrupperne Syntese, Tjærekompagniet og Farveladegården.
Jens Nielsen savner politisk velvilje i Køge, til at støtte initiativet omkring et »Kulturhus« (Foto: Per Daugaard)