Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Spøgelserne har noget at skulle ha’ sagt

Kunstnergruppen Syntese i det ny galleri Balders Kilde på Østerbro. – Med Jens Jørgen Thorsen som initiativtager…

Af Alex Steen

Jens Jørgen Thorsen er en slags konsulent for den ny galleriejer Poul Erik Føhns på Balders Kilde (Vermundsgade nr. 9). Det er ham, der har givet ideen til at udstille den internationale gruppe Syntese, som arbejder både herhjemme og på værksteder i Frankrig. Syntese er så tilpas splittergal og meningsfyldt på een gang, så også Thorsen føler, at han bør være med.
Udstillingen hedder “Har spøgelser noget at skulle have sagt”, og lad os med det samme konstatere: Det har de! Udstillingen er nemlig stuvende fuld af provokationer, indblandinger, meninger o.s.v. Samfundet får ikke fred et øjeblik. Overalt på gulv og vægge bliver det spiddet, hængt ud og lihånet, ikke mindst for al dets småborgerlighed.

Tidsånden stinker i ordets bogstaveligste forstand ud af kulturens rådne gab. Det er et spøgelse, som svæver midt i det hele og lader uhyggen brede sig.

Kunsten er her et kampmiddel, fyldt med skarpe tænder, ja nosser, altsammen mod arbejdsløshed, militær, diskrimination, kunstfondens uhyrligheder, nazisme, forfølgelse af de anderledes, narkoen, korruptionen,  AIDS, kunstens moderigtighed, alle dens paver, nikkedukker o.s.v.. Vi kunne blive ved i en uendelighed.

Det er altsammen skåret ud i pap, i billederne og på skulpturerne. Det er ikke til at tage fejl af, for det både ligner og forestiller, og kan det ikke forstås af enhver, ja så må der være noget galt med dem, der ser på. Måske er de for fine på den, og så er det også ligemeget…
Billederne er med få undtagelser heller ikke særligt smukke, næh snarere tværtimod. De er grimme og hæslige, og grimheden har de fra den verden, vilever i. Kunstnerne er ikke ude på at behage os, tværtimod, snarere på at vække os, få os til at tænke og bruge noget af den fornuft, som de fleste af os fødes med, men sjældent udnytter i fuldt mål.

På en måde er det en slags antikunst, vendt mod den store investeringsdille, mod alt det pæne, det slikkede, mod salonkunsten, som breder sig på gallerierne, mod alle spekulanterne. Selv siger gruppen, folk ikke kan tåle deres billeder, men alligevel sidder de derhjemme, lænet tilbage i sofaen og ser på, hvordan mennesker skydes ned, dør af sult, misbruges og voldtages.

Vor tids madonna, lavet af Flemming Vincent, er på udstillingen en træt pige, der hænger over et bord med læbestifter, piller og narkotika, og på rammen sidder brugte kondomer fra de samlejer, hun har måttet igennem for at tjene til livets opretholdelse og de daglige narkodoser. Det er tragisk og uhyggeligt, ja umenneskeligt.

Og midt i det hele ser man så Annie Hedvards flotte, her og der gyldne vævninger som en grel kontrast til det hele, nmen det sætter bare alt det andet i relief og får sandhederne til at stå endnu tydeligere frem. Her er motiver, hvor Hedvard arbejder med spørgsmålene mellem liv og død, men også sære dyr og skabninger, som i hvert fald ingen har set mage til. Hun er knaldende dygtig.

Ellers er det kunstnere som Carsten Høpfner, lige hjemkommen fra Paris, den svenske Lars Hård, som slås mod både militær og religioner, Milton Charruti Blanc, cubaneren Jose Louis Losadas og Per Johan Svendsen, der synes på vej tilbage til naturen, ja helt til abestadiet. Der sker noget overalt, voldsomt og spontant, skærende i farverne, de lukker op for sluserne, fylder os med ekspressionisme, men kærligheden er der også. Og den er ikke bare et spøgelse. Kik selv derud og få et kys på kinden af Thorsen og dem allesammen…

PS: Udstillingen er lavet i det fhv. bilværkted, hvor Poul Erik Føhns, fhv. mekaniker, nu er blevet storgalerieindehaver, medi lat 600 kvadratmeter. Også det er flot!

Per Johan Svendsen foran maleriet, som er “et tilbage til naturen”, ja abestadiet. (Foto: Thomas Wilmann).

Flemming Vincent fra gruppen “Syntese” går til sagen, når han arbejder på værkstedet og fortæller sine historier i malerierne (Foto: Thomas Wilmann).