Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Billedkunst er ikke bare til pynt

GITTE PEDERSEN

– Der er for meget »Kejserens nye klæder« i dansk kunst. Billedkunsten er blevet for kedelig. De samme kedelige linjer og trekanter. De samme kedelige farver. Folk kan ikke se noget i det, for der er ikke noget at se, siger maleren og musikeren Flemming Vincent, medlem af kunstnergruppen Syntese.

Venstrefløjen
Vi sidder i et tidligere autoværksted på Østerbro, der for et par måneder siden undergik forvandlingen til et stort lyst galleri på 600 m², Balders Kilde. Vægge og gulve er fyldt med malerier, billedtæpper og skulpturer, der i et klart og voldsomt billedsprog fortæller om undertrykkelse, vold, udbytning, racisme og tortur, men også om liv, håb, kamp og drømme. Engageret, politisk kunst i dynamisk billedsprog. Et særsyn i dansk udstillingsliv for tiden.

Motiverne er hentet fra Uruguay, Bolivia, Sverige, Cuba og Nørrebro fra Vikingetiden. Den franske revolution og nutiden.

Milton Blanc, herboende politisk flygtning fra Uruguay, deltager med en lang række billeder, der viser, undertrykkelsen i Uruguay. »Vores princip er at vise, hvad der sker. Vi skal ikke være lige glade og provinsielle – men internationale.«

Derfor er grafikeren Jose Luis Posadas fra Cuba inviteret, og fra Sverige deltager maleren Lars Hård med en række malerier, der afslører kirken og militæret. Vi søger on at komme til Cuba med en udstilling, for at deltage i en biennale med deltagere fra den 3. verden, fortæller Milton Blanc.

Den politisk engagerede billedkunst har befundet sig i et dødvande de sidste mange år, siger kunstnergruppen Syntese og fortsætter: Venstrefløjen har haft svært ved at mobilisere en bæredygtig kultur, som modstykke til konservatismen. Kunstnerne i den vestlige verden er lokket på afveje ind i selvoptaget ligegyldig kulturchauvinisme – de ser ingenting længere. De ser ikke konflikterne i den trejde verden, de ser ikke konflikterne i deres egen verden siger Syntese. Frodigheden, fortællingen, bevidstheden og livslysten skal tilbage til kunsten igen. Fortællinger fra Lima, København, Paris, Moskva, New York, Buenos Aires synger frigørelsens sang.

Postmodernisme
Syntese, der består af billedkunstnere, musikere og historikere og arkæologer har visioner om, at skabe en revolutionær kulturbevægelse, der bygger både på kunst og videnskab. Fantasi og’ viden skal arbejde sammen. Når gruppen udstiller sker det på basis af et stort fælles forarbejde om et fælles tema.

Gruppens næste projekt bliver en vandreudstilling med titlen »Den lange rejse«. Udstillingen omhandler 3 forskellige revolutioner i tid og rum: Pariserkommunen 1871, Latin- og Mellemamerika i dag og en global revolution år 2005. Forarbejder til »Den lange rejse« kan ses på udstillingen i Balders Kilde, hvor Per Johan Svendsen bl.a. udstiller en række tegninger og malerier fra »Pariserkommunen«.

– De sidste år har der været doceret postmodernisme fra kunstakaderniet i København og en stribe unge »nye vilde« malere er blevet udklækket og modtaget med åbne arme af galleriejere og kunstopkøbere. »Der er mange dygtige malere blandt de »nye vilde«, men vi er imod den postmodernistiske filosofi, der ligger bag, siger Flemming Vincent.

– Vi er imod postmodernismens filosofi om, at tingene ikke længere har nogen betydning, at symbolerne ikke har nogen mening. De har en mening, tingene har en mening. Postmodernisterne forsøger at ophæve meningen. Det holder ikke i vores indviklede samfund. De konservative holdninger fylder meget i kunsten, og der sker ikke en skid på venstrefløjen. Billedkunst skal bruges. Ikke kun være til pynt. Den skal være med til, at skabe forandring til det bedre. Den politiske agitationskunst havde tendens til at blive mere agitation end kunst. Vi vil forene det vi har lært af de abstrakte malere og de gamle mestre og give det en nye dimension og mening, siger Flemming Vincent.

– Vi vil skabe en visuel oplevelse med et budskab. Og vi vil bruge humor. Per Johan Svendsen fortæller, at Syntesefolkene har brugt megen tid på at diskutere og forholde sig til forskellige stilarter: realisme og eksperimenterende billedsprog.

– Det kommercielle kunstliv ligger på maven for avantgardisterne. Men de glemmer, at mange af de folk f.eks. i Cobra var erklærede marxister og kommunister. Deres resultater er slået igennem i den visuelle kommunikation. Dengang var deres formsprog revolutionerende, men det er det ikke i dag. Af den modernisme, som i sin tid propaganderede for sandhed og forandring, er der kun tågesnak tilbage. Stalin forbød debat om kunstens udtryksmidler, og det betød en fatal splittelse mellem socialrealismen og det eksperimentelle billedsprog. I Syntese prøver vi, at anskue det historisk:

– Vi henter det, vi kan bruge både fra realismen og det eksperimenterende billedsprog. Vi stjæler med arme og ben, siger maleren Per Johan Svendsen. Det har været en lang og sej kamp at få Syntese på benene, men de skyder også med skarpt ikke alene mod imperialisme og undertrykkelse, men også mod holdningsløse kunstnere, kunstanmeldere, moderne fiduskunst, museer for moderne kunst osv. Og hvem skal så klappe dem på ryggen?

– Fra starten blev vi regnet for lallende idioter i kunstkredse, siger Per Johan, men nu er der ved at ske noget, ringere breder sig. At Syntese kan fylde rum og tomrum kan man se ved selvsyn til den 10. maj i Balders Kilde.

Poul Erik Føhms, der lavede sit autoværksted om til galleri og cafe og selv driver stedet, fortæller, at han vil benytte mulighederne i de store lyse rum til at vise mange forskellige slags udstillinger, næste gang er der unge. ukendte vesterbromalere på programmet og der planlægges dans, foredrag og diskussioner i sammenhæng med efterårets udstillinger.

Kunst og kulturgruppen Syntese: »Har spøgelser noget at skulle have sagt«. Billedkunst: Annie Hedvard, Jens Jørgen Thorsen, Carsten Høpner, Lars Hård, Flemming Vincent, Miltorn Charruti Blanc, Jose Luis Posadas, Per Johan Svendsen. Åben hverdage 13-18, lø.-sø. 11-17. Til 10 maj. Balders Kilde, Vermundsgade 9 Kbh.

Flemming Vincent foran et af sine værker på Østerbrogalleriet Balderskilde.

Milton Blanc, herboende politisk flygtning fra Uruguay, foran sit billede »De forsvundne«.