Uforløst vrede. Anmeldelse (Har spøgelser noget at sku ha sagt. Balderkilde, Stedet for moderne kunst. København) Gunnar Jespersen. politiken.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Uforløst vrede
Annie Hedvard som højdepunktet hos Syntesegruppen
Kunstgruppen Synteses udstilling i Balderskilde, Vermundsgade 9, Ø. Hverdage 13-18. Lørdage og søndage 11-17. Til 10. maj.
MANGE AF udstillingens billeder er undervejs mod fjerne mål, og resultaterne er endnu kun glimtvis i sigte. Men midt i den uforløste stemning mærker man indignationen og vreden over tiden og udviklingen. Per Johan Svendsens billeder er symptomatiske for indstillingen. Harmen er lige ved at blive så plastisk, at den er til at tage og føle på — og sommetider har man på fornemmelsen, at Per Johan Svendsen maler lige som en, der råber højt og slår i bordet bare for at få luft. Alligevel har han kun sjældent heldet med sig til at omsætte sine følelser til billeder. Men det går godt i en række fantasifulde tegninger om Pariserkommunens lidelsesfulde historie, og så lykkes bestræbelserne pludselig i et blomstrende værtshusbillede ‘Det gyldne krus’. Her falder de kaotiske farver omsider beroligende på plads og sørger for, at der kommer et maleri ud af anstrengelserne.
Det går ligesom lidt lettere for Flemming Vincent. I et billede af ‘Containerfolket’, der er ude på en natlig razzia for at gøre fangst i containerne, har har fundet sit eget personlige stof. Billedet er enkelt, ægte og sikkert placeret midt i den barske virkelighed. Et endnu bedre resultat når han i ‘Sofastykke’, der i et billede siger en masse om det håbløse i arbejdsløsheden. Det handler om en ung mand, der vender verden ryggen på sin sofa, og alene skulderens opgivende holdning virker som et indlæg i debatten. Her har indignationen forvandlet sig og er blevet til et stykke levende kunst, fordi han maler med farver i stedet for at nøjes med følelser alene.
Jose Luis Posadas arbejder bevæger sig på et højt artistisk niveau. Her mærker man en ætsende skarp ironi folde sig ud, og billederne er i international forstand væsentlige og gode.
MEN UDSTILLINGENS oplevelse er Annie Hedvard. Hun er nu som før en virtuos på symaskine og arbejder overlegent og vidende med sine stofcollager. Hun har ikke blot et dramatisk talent, men også varme og medfølelse. Og så udelukker hendes kæmpende holdning ikke pragtglæden. I det bedste af billederne ‘Kvinder fra Bolivia’ bruger hun løs af de dejligste stoffer og får billedet til at spille rigt af farve. Hun kan få de stærke modsætninger til at forlige sig, men man er ikke i tvivl om, at det er livet bag farverne, som er inspirationen.Jens Jørgen Thorsens store spontane billede ‘Justizermordet’ falder lidt uden for udstillingens øvrige bestræbelser. Men det er et udmærket temperamentsfuldt billede, Jens Jørgen Thorsen har med. Det er, som man kunne forvente, malet for absolut fuldt tryk. Mindre gør det ikke.
GUNNAR JESPERSEN
Flemming Vincents ‘Sofastykke’ — arbejdsløshedens fortvivlelse blotlagt. — Foto: Erik Petersen.