Århus Kunstbygning – Lægger ud med tre udstillinger. Anmeldelse (udstillingen Skulpturtur). -tt. Djursland.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
KUNST/KULTUR
Århus Kunstbygning:
Lægger ud med tre udstillinger
ÅRHUS – Århus Kunstforening af 1847 har i mere end én forstand sat alle vimpler ved åbningen af efterårets udstillingssæson. Med ikke mindre end tre udstillinger samtidig – og ved indgangen til kunstbygningen i Mørksgade har Steen Krarup Jensen lavet et flag-, vimpel og guirlande-arrangement, som er både festligt og i stadig bevægelse. Som livets pulsslag. Værsgo og kom inden for i og rundt om kunstbygningen til mere liv.
Den ene at de tre sæson-åbnings-udstillinger findes netop rundt om kunstbygningen. Der er tale om skulpturer af henholdsvis Thomas Gertz Andersson, Steen Bach Christensen, Jørn Rønnau, Hanne Stockholm og allerede nævnte Steen Krarup Jensen.
Den skulpturelle kunst har mange facetter – det er man ikke i tvivl om, når man har været en tur rundt om Århus Kunstbygning. Jørn Rønnau har henholdsvis »plantet« et særpræget træ og lavet en 42 meter lang »græsslange«, der snor sig i græsplænen mellem kunstbygningen og genbokomplekset — Vester Allés Arresthus. I samme plæne – men nærmere logebygningen til den anden side findes en del af et Hanne Stockholm-arrangement med blå jemstolper med strittende »hår«. Ejendommeligt at noget så menneskeskabt er i stand til at fremhæve og forstærke oplevelsen af et stykke græsplæne og nogle træer.
Thomas Gertz Andersson arbejder skulpturelt med naturalistiske elementer i både overstørrelse og symbolsk tvetydighed. Ganske monumental i sig selv er en såkaldt »Jordbas«, en kontrabas, hvis nederste del har skjult sig under mulde. Samme kunstner har imidlertid gjort et svært udfald mod Århus Kunstbygnings nabo på nordsiden, kreditforeningen, hvis hus er ved at blive sønderdelt af en kæmpemæssig håndsav, en såkaldt fuchsschwanz.
Steen Bach Christensen er den af de fem skulptører, som står stærkest i rundt-om-huset-udstillingen. Han har bl.a nogle enkle, men meget smukke granit-skulpturer, og de giver fuldtud absolution for hans mere pop-prægede tilbud – som eksempelvis en mange ton tung granitblok, der hviler på 78 tynde jernstænger. Teknikere med eksamensbevis udi sådanne beregninger har garanteret, at det lader sig gøre, men alligevel har man sat et solidt pigtrådshegn uden om opstillingen. For ikke at risikere ulykker.
To kunstnere deles om pladsen i kunstbygningen. Og de er vidt forskellige. Mogens Otto Nielsen fra Hjallerup er tilsyneladende aldrig i ro, og det er hans udstilling forsåvidt heller ikke. Han viser malerier, – meget få, – objekter – adskilligt flere – og såkaldt mail art, og det skal forstås helt bogstaveligt. Med generøs hånd har Mogens Otto Nielsen udstrøet breve, frimærker, scrapbøger og fotoalbums m.v. på diverse borde, og så kan man bladre efter behag, tage ting op og kikke på dem og lægge dem tilbage i en helt anden orden – eller mangel på sådan, og på den måde skifter mail art-billedet ustandselig. Det kan da være ganske morsomt, men der er ikke rigtig noget at tage med sig eller holde fast i.
Anderledes hos Claus Bojesen, der er denne tredobbelte udstillings ubestridte ankermand. Han maler farvestærke billeder, til hvilke der er hentet impulser i Orientens ornamentale kunst, og han gør skulpturer, der spænder tra det naturalistisk fabulerende til de stringente billedformer, man kender fra bl.a. den egyptiske, fortidige udtryksmåde. Og side om side med disse ting møder man så en Claus Bojesen, som får det stærke udtryk frem i det helt forenklede billedsprog som 52 sort-hvide raderinger og en sene kobbertryk, såkaldte »Istegninger« fra en rejse i Øst-Tyrkiet.
Claus Bojesens billedkunst er særdeles spændende og medrivende, og det eneste forbehold i relation til ham skal være, at der næsten er for meget med. Udstillingen havde utvivlsomt været endnu stærkere med færre arbejder på væggene.
Mens Claus Bojesens og Mogens Otto Nielsens udstillinger varer til og med den 30. august kan skulpturudstillingen »rundt om kunstbygingen« ses indtil 25. oktober.
-tt.
Claus Bojesen – skulpturelt og malerisk.
Thomas Gertz Andersson har anbragt en »Jordbas« i plænen ved Århus Kunstbygning og har angrebet naboen, kreditforeningen, med en kæmpesav.