Tekstudtræk fra indscannet dokument:

»Solidaritet«

Lidt om dovenskab, lyst, format, sponsorpenge og kunsten som en del af samfundet.

Den grundlæggende figur i »SOLIDARITET« har jeg bakset med i en del år. Det er herligt, her at kunne eksperimentere med den i så stor størrelse.

I sin tid valgte jeg at være billedhugger, fordi arbejdet med form og rum var det eneste arbejde, jeg til enhver tid foretrak fremfor enhver anden beskæftigelse. Da jeg – nyindskrevet på akademiet – blev spurgt, hvorfor jeg ville være billedhugger, svarede jeg: »Fordi, jeg ikk´ gider andet, altså simpelthen af dovenskab«…

Siden har jeg puklet. Det er med kunst som med alt andet: 90% hårdt arbejde… o.s.v.

Siden har jeg også fået en mere nuanceret opfattelse af, hvad der driver mig som billedkunstner: Lyst til at give og påvirke – lyst til at give oplevelser videre, og lyst til at påvirke andre menneskers måde at se på (og dermed deres valg, og verden).

Oveni disse lyster er der vokset nogle overbevisninger frem. Først og fremmest en overbevisning om, at det på mange måder er fantastisk vigtigt, at det sprog, der er i billedskaben og billedoplevelser (ikke fortolkninger men direkte oplevelser) dyrkes, udvikles og gøres tilgængeligt.. Et folk bestående af »billedmæssige analfabeter« er f.eks. alt for let at narre og manipulere. Min trang til at lave store ting har med dette at gøre. De kræfter i vort kulturmønster, der virker »billedmæssigt fordummende«, »visuelt forurenende« og »fantasi-nedbrydende« er også »store og stærke«.

Et er, at der i billedkunsten er noget, der er brug for. Noget andet er, at få det udviklet, brugt, formidlet. Dertil kræves vilje og ikke mindst midler.

Danmark har endnu ikke en kunstformidlingslov, som ligestiller formidlingen af billedkunst med f.eks. formidlingen af litteratur via biblioteksloven eller formidlingen af musik via musikloven o.s.v.

Derfor var sponsoring eneste mulighed for et projekt som SOLIDARITET. Hvis ikke VM FLAGSTÆNGER havde været parat til at lege med, var den simpelthen ikke kommet op at stå.

Derfor følgende til debatten om sponsoring af kunst.

Nogen kalder sponsoring for »sponsur«.
Selvfølgelig skal kunstnerne være på vagt overfor censur.
Selvfølgelig er grænsen mellem gensidig påvirkning og censur svær at holde skarp.
Selvfølgelig er der risiko for censur, hvadenten midlerne kommer fra offentlig eller privat kilde. De, som disponerer over midlerne, har også interesse i at bestemme hvad de bruges til).
Selvfølgelig skal kunstnerne sige fra, når censuren stikker hovedet frem. (Ligesom enhver anden har pligt til at sige fra, når der stilles uanstændige krav). Selvfølgelig er det tåbeligt, at sige nej tak blot på grund af risiko for censur.
Nogen kalder sponsoring for privatisering.
Selvfølgelig kan man ikke tale om privatisering af billedkunsten, der er praktisk taget ingen offentlige bevillinger på området.
Selvfølgelig skal det ikke være mere fradragsberettiget at give reklamekroner til fodboldklubber eller til dyr i Zoologisk Have end at give reklamekroner til kunst.
Selvfølgelig må det, at sponsorering foregår, ikke bruges som begrundelse mod den kunstformidlingslov, der er så hårdt brug for.
Selvfølgelig vil det være SOLIDARITET, hvis de partier i folketinget, som har vendt sig imod sponsoring af kunst og kultur, snarest fremsætter et gennemtænkt, alvorligt ment forslag til en kunstformidlingslov, som kan give rimelige forhold: Gøre billedkunsten bredt tilgængelig og rette op på det pinlige faktum, at betydelige billedkunstnere er henvist til at leve af bistandshjælp og andre almisser.
Selvfølgelig er billedkunsten og kunstnerne en del af samfundet.

“Solidaritet”, Steen Krarup Jensen (glasfiberstænger, polyethylenline m.m., størrelse ca. 10x12x14 meter). Sponsor: VM Flagstænger.