Statens museum for kluns. Debatindlæg. Per Johan Svendsen. Information.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Statens museum for kluns
I ANLEDNING af debatten imellem Ejler Bille og Villads Villadsen angående udvikling på Statens Museum for Kunst havde SYNTESE sendt en kommentar til Information. Da denne ikke er blevet offentliggjort har vi derfor valgt at lave følgende læserbrev.
Selve nyophængningen på Statens Museum for Kunst m.h.t. »de nyeste strømninger inden for dansk billedkunst« er efter vores mening kun et ud af mange symptomer på, at noget er helt galt.
Vi mener faktisk, at man er ved at forme en moderne statskontrolleret kunst, der er kynisk, indholdsløs, ensrettet og menneskefjendsk.
Et af de paradokser, som ustandselig bliver fortiet er, at de fleste af de kunstnere, der i dag har konsolideret sig som en del af denne statskunst, var med i det antiautoritære oprør i 60-erne. Nu har de vendt dette oprør ryggen og har i realiteten genindført de værdier, som de i sin tid bekæmpede (fremmedgørelsen, den kunstneriske konservatisme, de apolitiske holdninger etc.) Hvad der var moderne dengang, er vendt på hovedet og er blevet statsliggjort. Derfor har disse strømninger for øjeblikket så travlt med at opretholde deres tidligere oprørske image. De er i den forbindelse yderst sårbare overfor kritik, for de ønsker ikke at der bliver skrevet en kunsthistorie, der blotlægger deres kynisme.
Dette monstrum af en moderne statskunst er et uhyre, som ønsker at sidde ovenpå en hel befolkning, og som samtidig praler hæmningsløst med hvor livsvigtig den er. – Og den har sine klakører og sine statister, som er med til at bære den frem: konservative
forretningsmænd, socialdemokrater der kæmper så hårdt for en avanceret uigennemskuelig statskapitalisme, SF’ske opkomlinge som vil helt ind i varmen, fallerede VS’ere, kunstanmeldere etc. etc.Museumsdirektør Villads Villadsens svar d. 9.10. kan derfor næppe være anderledes, idet han er en del af dette skuespil.
PER JOHAN SVENDSEN
for Kunst- og Kulturgruppen SYNTESE
Lundtoftegade 111, st.th.
2200 Kbh. N