Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Hvem er Kasper Monrad – er han kunstpamper?

KOMMENTAR

Af ALBERT MERTZ

DANMARK ER mildt sagt underforsynet med professionelle kunstkritikere. Området er overladt til anmeldere, der ser det som deres vigtigste opgave at give kunstnerne karakter. Men kritik er en kunstart, der kræver en omfattende viden, en levende åbenhed og en holdning til emnet.
Mage til eksempel som det, Kasper Monrad leverer i Information den 12.3., i anledning af Hein Heinsens udstilling på Sophienholm, skal man dog trods alt lede længe efter.
Kasper Monrad begynder sin anmeldelse som flg.: »Hein Heinsen har netop åbnet en retrospektiv udstilling på Sophienholm, og man kan her få indtryk af, hvad han står for rent kunstnerisk«. Derefter tager Monrad fat på en længere injurierende redegørelse om, hvad han kalder Hein Heinsens »øvrige bedrifter«.
Jeg troede, det var Heinsens kunstneriske indsats, man skulle beskæftige sig med og ikke ubekræftede rygter og sladder fra de kunstpolitiske indercirkler. Men nej – Hein Heinsen skal kanøfles og udråbes til kunstpamper af Monrad, der slynger om sig med begreber som minimal – og konceptkunst på den i Danmark sædvanlige facon, der klart afslører, at hans begreber om dette mildest talt er mangelfulde. om ikke ganske misvisende. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med f.eks. et blads udenrigskorrespondent, der udviste samme overfladiskhed over for sit stofområde
DA MONRAD endelig efter en række uforskammetheder når frem til omtalen af selve udstillingen, demonstrerer han til fulde sin evneløshed. Han skriver bl.a.: »Fælles for al hans kunst er i hvert fald, at den ikke formidler følelser eller oplevelser på gammeldags maner«. Nej – selvfølgelig ikke, det er heller ikke dens hensigt. Det er en kunst, der er imod det føleri i dansk kunst, der er så populært hos de fleste danske kunstanmeldere.
Videre skriver Monrad: »Sådan som kunstværket fremstår, virker det ikke entydigt. Udstillingsgæsten må altså selv tage stilling«. Nu be’r jeg! Dette er jo netop hensigten med Hein Heinsens arbejder, at beskueren – i modsætning til det »følte«, individualistiske kunstværk – skal stå frit og stille sig i et aktivt personligt forhold og ikke underlægge sig kunstnerens ego. »Tom kunst i tomme rum«, kursiverer Monrad, hvormed han åbenbart mener, at en kunst, der ikke brækker al sin følelsesfulde expressionistiske egocentri ud over beskueren, er tom. Udtrykket »superæstetik« kommer selvfølgelig også med i farten, et udtryk, som løber danske kunstanmeldere i skrivemaskinetasterne, så snart de ser en geometrisk form – så får de følelsesmæssig rystesyge og taler i tunger om tomhed, kulde og kunstnerisk fortænkthed. Der er nemlig en ting, der er strengt forbudt i dansk kunst, efter anmeldernes mening, og det er at bruge hovedet. En kunstner må ikke bruge sit intellekt, men skal helst lallende efterligne sindssyge eller børn, hvorfor Cobrabevægelsen da også har fået en så stor og skæbnesvanger indflydelse, som tilfældet er.
JEG FORSTÅR GODT, at Monrad synes Else Marie Bukdahls introduktion til Hein Heinsens udstilling er sprænglærd. I modsætning til Monrad, ved Bukdahl, hvad hun skriver om, og kan sætte sin viden ind i en kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Monrad slutter af med flg. salut: »Udstillingen afklarer dog ikke, om der er hold i beskyldningen om pamperi«. Det har Monrad ellers brugt en hel artikel til at forsøge at underbygge.
Et kunstnerisk arbejde af sjælden høj kvalitet, har for Monrad kun været et appendix og en kær anledning til at fremture med diverse beskyldninger og ikke til at oplyse læseren om kunstnerens strukturer og mening. Det er vigtigere for Monrad at deltage i det kunstpolitiske narrespil, som han udokumenteret beskylder Hein Heinsen for at spille en hovedrolle i.
Monrad har med denne artikel bevist sin mangel på professionalisme, og at det her i landet åbenbart er umuligt at føre en kunstdebat, der handler om kunst og ikke kun om personlige kunstpolitiske perfiditeter. Det vil være umuligt så længe viden om kunst af kunstanmelderne mistænkeliggøres i forhold til dyrkelsen af stønnende følelsesonani.