En rigtig gang blandingsgods. Anmeldelse (Charlottensborgs Efterårsudstilling 1984. Charlottenborg, København). Palle Schmidt. B.T.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
DEBAT B.T. Redigeret af Holger Ruppert
En rigtig gang blandingsgods
KUNST
Palle Schmidt
■ Efterårsudstillingen på Charlottenborg er et broget marked, og som alle markeder fyldt med både skidt og kanel.
■ 1984-udgaven, der åbner i morgen, lørdag, er blandingsgods. Sådan må det nødvendigvis være, når kunstnerne er inviteret. Vi kender det fra større fester. En håndfuld tegner aftenen, resten hænger på. Og på Charlottenborg er der i år gode overraskelser og så en hel del vedhæng. Kunstlivet har også sine selskabelige sider.
■ Willy Ørskov har aldrig været kedelig og på Charlottenborg har han slået en kolbøtte, muliggjort, fordi han har fået et helt rum for sig selv. Ingen kollegiale forstyrrelser, Ørskov forstår at udnytte pladsen. Efter seks år på Kunstakademiet siger han farvel med en række objektskulpturer, hvis materiale bl.a. er hård masonit, brugt i sindrige opbygninger som en slags rebusser, der godt kan ses som kommentarer til tilværelsens inderste tomhed og bedrag.
Jytte Fabian er en anden markant kunstner på efterårsudstillingen: Hun har vævet en række grove tæpper, givet dem tjære og lagt dem ud i havet, som så har overtaget kunstnerens rolle. Rytmen i vandet har så at sige formet billederne, naturen har sin egen skaberkraft, og efter timer og dage i vandet, har Jytte Fabian fisket sine tæpper op igen og sat dem på acrylplader. Og resultatet er en hel væg spændende objektrelieffer, der endnu lugter godt af hav og tjære.
■ I et andet rum har Mieke Heybroek og Ulysse Plaud opbygget deres evighedsvision. Med groft garn og træ fortæller de den gode historie om, at uanset, hvor meget vi ødelægger naturen, er den så stærk og robust, at den altid vender tilbage. Vi ser det, når en blomst finder på at skyde op igennem stenbroen.
Gruppen Syntese er ude i det kollektive ærinde og giver i store billeder en ironisk kommentar til de muntre laster og den dumme ligegyldighed. Meget rimeligt har de på et billed skrevet:
■ Tænk, hvis der blev krig og ingen mødte op.
■ Læg også mærke til Doris Blooms store farvemættede billeder med den spændende kaligrafi og til Tove Anderbergs smukke keramiske arbejder, der folder sig ud med smuk glassur. De og et par andre er anledning nok til at se efterårsudstillingen på Charlottenborg.
■ (Efterårsudstillingen på Charlottenborg, åbner i morgen, åben hver dag 10-17 til den 14.oktober.)
Willy Ørskov folder sig ud i et helt rum. (Foto: Geert Bardrum)