Tekstudtræk fra indscannet dokument:

AARHUUS STIFTSTIDENDE ONSDAG 5. SEPTEMBER 1984

Kunst

Syntetisk flop

Ubehageligheder i Musikhusets foyer

SYNTESE er navnet på en kunstnergruppe, der går ind for kollektive udfoldelse og individuel anonymitet. Det fremgår af en udsendt meddelelse, at gruppen beskæftiger sig med alle former for kunst, inklusive arkitektur, design, kampagner, foredrag, forestillinger og andet. Med andre ord en blandet landhandel.

Gruppen har, helt ubegribeligt, fået lov til at brede sig i Musikhusets foyer i festugen. Der kan ikke være nogen kunstnerisk begrundelse. Billederne er dårlige, ophængningen er ubehagelig (dog er det en fordel, at det er vanskeligt at se bliledeme), ideen er ikke til at få øje på, og da alle er anonyme, kan man altså ikke engang se hvem […] til at påtage sig en censurering. Et af de udstillede værker er en menneskelig skikkelse med hestedødningehovede. Formodentlig Synteses skytsengel eller mascot. En skræmmende figur, men den er ligefrem hyggelig I forhold til resten.

C. F. GARDE

Anmeldelsen i Aarhuus Stiftstidende, som Syntese reagerer imod.

Saglighed i anmeldelse af kunstudstilling

Den selvejende institution, Syntese, Bissensgade 15, Århus, ved Carsten Heffner, Steen Krarup Jensen, Flemming Larsen, Hanne Nielsen, Per Johan Svendsen og Flemming Vincent, skriver:

I en anmeldelse i avisen onsdag 5. september (overskrift: Syntetisk flop) rakker hr. smagsdommer C. F. Garde ned på Synteses udstilling i Musikhusets foyer. Da C. F.’s artikel, som oser af hellig forargelse, dels er symptomatisk for kunstanmelderinstitutionens virkemåde og dels er i skarp modstrid med de positive reaktioner, der ellers er kommet på udstillingen, vil vi gerne knytte et par kommentarer til. Selv om anmeldelsen ikke var andet end hvad man kunne vente fra den kant.

Udstillingen er ikke ment som sød og sjov festugegarniture, og det forarger åbenbart tante Garde, som skriver, »at alle billederne er dårlige og dilettantiske«. Da ca. 1/3 af tingene for knap fem måneder siden var på Kunstnernes Påskeudstilling, kaldte Garde de samme ting »vibrationsfyldte, vilde og milde og prægede af en enorm livsappetit«. Hverken dengang eller nu gives der begrundelse for de stærke ord – Saglighed?

Garde skriver også, »at det er vanskeligt at se billederne i foyeren«. Enten er Gardes briller for svage, selv om de ser stærke nok ud, eller også er irritationsmomentet det, at alle tingene ikke kan ses fra samme punkt (baren? ), men hvis man flytter sig lidt rundt (og op ad trappen f. eks., Garde), er der glimrende udsigt til hvert eneste værk. Endnu en af de ting Garde angriber, og som nok er det, som irriterer ham mest, er at Syntese ikke angiver, hvem der har lavet hvad. I Syntese er alle ansvarlige for alt. Det er ikke underligt, at dette generer kunstanmelderen, da det tvinger ham til at tage stilling til selve tingene, deres indhold, sammenhæng og funktion. Hvilket netop er et af formålene. Det er vores indtryk, at Musikhusets udstillingspolitik er prisværdig åben, og vi håber, at huset fortsat kan modstå pres, som det C. F. Garde her forsøger sig med, når han ophidset kræver censur.

PS. Tak for den flotte opsætning og placering af anmeldelsen, som på det tydeligste dementerer udtalelsen om, at udstillingen er uinteressant.

–––

Jeg har ikke glemt Synteses ophængning på Kunstnernes Påskeudstilling i år. At nogle af billederne i Musikhuset er de samme som dengang behøver ikke betyde, at den nye sammenhæng har den samme kvalitet, og det har den altså, efter min mening, ikke. Der er forskel på at lave en kompakt ophængning – på den iøvrigt tætpakkede Påskeudstilling – og at brede sig i et rum som Musikhusets foyer. Det kan billede/te ikke holde til, uanset hvor i rummet man betragter dem.

Venligst

C. F. Garde