Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Der er lort i kagen

– meddeler kunstnergruppen “Syntese”, der består af Carsten Hofner, Steen Krarup Jensen, Flemming Larsen, Per Johan Svendsen, Hanne Nielsen samt Flemming Vincent. Se dem på Charlottenborgs udstilling 22.9.15.10.

– Et udspark fra SYNTESE i håb om en tiltrængt debat om KUNSTENS FUNKTION/ KUNSTNERENS ROLLE.
Finkulturfims, investeringsværdi, narrefisse, pauseklovneri, indforståethed, genier, tågesnak, mafia, isolation, stilisme, forbigåethed, originalitetsjag, censur, fattigrøve, anmelderlir, jante- /junglelov… osv.
Under billedkunst”verdenens” slikkede mondæne overflade er der panik på drengen. Mange kunstnere ved, at den er helt gal. Men de fleste holder kæft af frygt for at miste en position eller muligheden for at få en.

Sammenhænge
Udadtil viser krisen på området sig kun i form af indædte magtkampe og intriger, f.eks. ved besættelse af bestyrelsesposter og professorstillinger.
Disse symptomatiske kampe er ret beset ligegyldige, da kombattanterne oftest er to alen ud af samme desperate stykke. Krisen har dyb sammenhæng med den isolation billedkunsten og kunstnerne er kommet stadig dybere ud i gennem de sidste århundreder: Siden romantikkens endelige stempling af kunstneren som geni – og forstærket gennem dette århundrede i takt med nye mediers overtagelse af størstedelen af den faktiske fungerende billedkommunikation. Derudover har kunstlivets krise sammenhæng med det øvrige samfunds og verdens situation i øjeblikket: Opløsningstendenserne i vor kulturkreds, våbenudvikling og kapløb, overgangen til informationssamfundet, kapitalmarkedets hysteri osv.
Det stadigt mere presserende behov for kulturel og social forandring tvinger kunstnerne til at antage nye synsvinkler.
Her er nogle stikord til konkrete angrebsvinkler. Uddybninger og grundigere indkredsning af årsagssammenhænge og fremtidsmuligheder kan følge.

Frihed
Den absolutte kunstneriske frihed. Dette misfoster af en stupid tanke påberåbes og besynges i en uendelighed. Frihed til kun at gøre noget, som ikke ændrer noget som helst, er ikke frihed. En af de ting der kendetegner en enecelle , er netop, at fangens handlinger ingen konsekvenser har for andre.
Fænomener (også billeder og billedskaben) må ses i forhold til de sociale og økonomiske sammenhænge de optræder i. Den tynde tråd af reel økonomisk og social eksistensberettigelse, hele kunstlivet hænger i (og som det gælder om at give slip på), består i produktion af investeringsobjekter til et snævert marked. Et marked som er lige så hysterisk som det øvrige kapitalmarked.

Originalitet
På dette kunstmarked er genialitets-/ originalitetskravet altdominerende, ellers ville investorerne slet ikke kunne finde ud af det. Og det indretter kunstnerne sig på, ved originalitetsjag, stildyrkelse, og udvikling af individuelle mytologier om egen genialitet. De hule myter og det vanvittige person– og stilræs skaber en overfladisk og ligegyldig kunst. Når alt således bliver overflade bliver der brug for et forsvar mod tankevirksomhed. Det er her den absolutte frihed gør gavn sammen med de skiftende pseudofilosofiske garneringer og garderinger, de hastigt skiftende “bevægelser” bringer til torvs.

Myternes vogtere
De mange, for hvem ræset ikke lykkes kan passende anlægge en personlig “miskendtgenimyte”. Den forhindrer dem i at forstå noget som helst, og de kan så indtage en plads i kunstverdenens besynderlige underskov. Denne flora af psykopati, druk, paranoia, desperation i al almindelighed osv. udgør råmaterialet for de kunsthistorikere, anmeldere, museumsfolk, lommefilosoffer og andre, som tjener til dagen og vejen ved at bevare og udvikle myterne om kunsten og kunstnerne.

De evigt “revolutionære”
“Jamen kunstnere er da netop selvstændigt tænkende, oplevende og handlende personer, de fleste af dem meget progressive”, vil nogen indvende. Mytologisk sludder! Kunstnere er lige så afhængige af den hånd, der fodrer dem, som alle andre. Ganske vist hører det til kunstnerrollen at snerre og snappe lidt, men ve den stakkel der bider, så det kan mærkes. Mange kunstnere bliver med årene eksperter i kombinationen: Rabiate teorier – underdanig praksis. Det at en myte er gammel gør den ikke til en evig sandhed.

Kejserens nye klæder
Billedkunstværker er heller ikke i sig selv frigørende. Igen handler det om sociale sammenhænge. Det abstrakte gennembrud i begyndelsen af århundredet havde trods den sociale snæverhed visse frigørende aspekter. Og hvad så nu? Et typisk eksempel: I et tiptop moderne offentligt prestigebyggeri i en af landets større byer ser man to store abstrakte plastre: et af en nulevende dansk “ven af vennerne”, og et af en fransk ditto. Begge billeder roses af diverse eksperter bl.a. for deres sammenspil med arkitekturen. Og begge ser ud ad helvede til – specielt i forhold til arkitekturen…
Klokkeklar undertrykkelsesfunktion: “Den, der ikke kan se hvor smukke de to flerehundredetusindkronerssmørerier er, er dum i nakken – æv bæv”

Svindlerne
På sin vis er det lidt skægt, når nogen ta’r røven på det snobbede borgerskab eller de små skræmte politikere: F.eks. når en amerikansk maler spinder guld på at citere andres videnskabelige teorier og vise egne farveklatter samtidigt. Når et stort københavnsk galleri tramper derudaf med kurs– og kundepleje ved at organisere støtteopkøb af en opreklameret kunstners sidste nye, og på længere sigt komplet værdiløse ting. Når en oversmart korridorkunstner prakker nogle socialdemokratiske kulturpampere betonklodser på i forskellig skala, skaffer vennerne professorløn og status osv. Når en amerikansk eller italiensk kunstgrosserer bilder en halv verdens frustrerede overklassemokker ind, at en eller anden tilfældig (helst lettere psykopatisk) maler er guddommelig. Eller når… nævn selv; der er nok at tage af. Det har sin charme. Men det står i vejen for en nødvendig kvalitativ og funktionsmæssig udvikling af mediet. De folk er ikke Robin Hood’er.

Indhold og social sammenhæng
Den egentlige billedmæssige kommunikation er i vis udstrækning overtaget af reportagefoto, underholdningsfilm (og nu video), design og reklame. Grunden til at disse andre billeder reelt kommunikerer er primært, at de som skaber billederne vil noget med dem udover at løse form– og stilproblemer af interesse for en snæver kreds. Det enkelte reklamebillede f.eks. er rettet mod en bestemt social sammenhæng, og det sammen med indholdet, giver kommunikationsevnen.
Men billedkunsten er ikke død, tværtimod.
De forskellige mere eller mindre traditionelle billedkunstdiscipliner har deres egne fordele, som klarere og klarere træder frem. Der kan gøres noget med maleri, skulptur, tegning osv., som ikke kan gøres med de nye massekommunikationsmidler.
F.eks. er de i vid udstrækning lavteknologiske og velegnede til at bruges demokratisk. På det plan er det også sådan, at “virkeligheden” ikke egner sig til gengivelse i massemedierne. Det står stadigt mere klart, at samfundet ikke kan klare sig med massemedierne alene.

Gå til biddet!
Der er gære i tingene. Et af de lokale signaler er, at der for tiden rundt om i Danmark i institutioner, virksomheder, kommuner osv. ansættes kunstnere til at lave udsmykninger m.m. (f.eks. er 18 alene ansat af Århus Kommune). Dette har på længere sigt langt større betydning for kunsten og kunstnerne end magtkampene på Kgs. Nytorv. Selvfølgelig løser denne måde ikke alle problemer, og den skaber ganske givet nogle nye. Faren for en rent undertrykkende statskunst f.eks. Men de folk bryder den sociale (og økonomiske) isolation og det får betydning. Et andet signal er f.eks. initiativet Kulørte Klat. Det er i øvrigt symptomatisk, hvor stille kulturpamperne (incl. dem på KUNSTAVISEN) har været om de initiativer. Selv om Danmark her er helt i spidsen med vigtige nyskabelser uden sidstykke i hele vor kulturkreds.
Man ser også i stigende grad yngre kunstnere slutte sig sammen i grupperinger i (bevidst eller ubevidst) forsøg på at bryde isolationen med andre gøremål end de traditionelle udstillingsfællesskaber. Disse grupper er på sporet af noget, men hæmmes ofte af, at det kniber med (over for hinanden?) at give slip på håbet om en karriere på “Kunstmarkedet”. Myterne er sejglivede og de tærer på kræfterne og hæmmer klarsynet.

Opgør
Kampen kommer blandt andet til at stå om udsmykningen/udformningen af det offentlige rum. De kunstnere, der kan se mulighederne og som vil noget, må smøge myterne af sig, søge ud af isolationen og gå i gang med arbejdet.
Der kommer en renaissance. Panikken nu er den bestående kunstinstitutions og de forældede myten sidste kramper.
Der skal et par spark til, så vælter hele kaffebordet.
Og hvorfor ikke sparke?
Når der ER lort i kagen!

Præcist defineret behov?

Kunstens nødvendighed (Syntese)

Krisens spøgelse – tørre tæsk i farvandet (Syntese)

Colour Fashion: Briller med udskiftelige glas. Ellers ingen kommentarer

Præcist skulpturelt udtryk for tidens ideal på fire hjul.

Rette billede – rette tid og ked. Diego Rivera “Drøm om en søndag eftermiddag i Almeda Park”.