Tekstudtræk fra indscannet dokument:

»Hellere brand i gaden end ild i røven – støt regeringen Schlüter!«

»Styres regeringen af en bande hensynsløse terrorister?« spørger kronikørerne vantro efter modtagelsen af denne »henvendelse til opinionsdannerne på den danske venstrefløj«. Den kommer angivelig fra den danske kolonne af Conscious Revolutionary Army of the West …

Af BILLEDKUNSTNERGRUPPEN SYNTESE

Nedenstående smøre kom til os (billedkunstnergruppen SYNTESE) for ca. 14 dage siden. Vores første reaktion var: »Sikke en gang galmandssludder«.
Men noget i det foruroliger os, måske især det, at det er svært at finde huller i logikken.
Vi har offentligt udtrykt stærk mistillid til den liberale økonomis egnethed til at løse vor tids problemer. Dette står vi ved. Hidtil har vi imidlertid forsøgt at arbejde ud fra, hvad man sædvanligvis kalder social ansvarlighed, og vi er tilhængere af udstrakt demokrati.
Men er vi brikker i en makaber kynisk maskepi«?
Døm selv:

Til opinionsdannerne på den danske venstrefløj

(Medio august 1983)

ENDELIG HAR vi fået en regering, som formår at bevæge landet i retning af revolutionen. Alligevel lader det til, at nogle »venstreorienterede«, ja nogle af dem kalder sig ligefrem revolutionære, hellere vil have småbidder af det kommunistiske tusindårsrige indført her og nu. Nemlig de som dumstædigt bekæmper ethvert overgreb mod befolkningen. Tag jer dog en slapper. Vi får jo ikke revolution ved, at I render rundt og pakker folk ind i vat. Men lad os andre køre ræset i en 56 år, så kommer der fut i det.

Ser I, mens I uden at reflektere nærmere over det, har kunnet nyde respekt i de venligtsindede dele af befolkningen for jeres frelsthed, har vi andre, ud fra realistiske analyser og totalt isolerede fra folkeligt fællesskab, gjort det beskidte arbejde … Revolutionen er som bekendt ikke noget teselskab. Og vi kan tilføje, at den heller ikke sker i lande, hvor ingen sulter, hvor folk stoler på retsvæsenet og ordensmagten, hvor politikorpset er en samling bløddyr, som spørger før de skyder, og hvor politiske mord er usete og strejkeledere end ikke kan fængsles vilkårligt osv. Kort sagt, der bliver ikke revolution i lande, hvor klassesamarbejdet tilslører arbejderklassens sande interesser.

AT DANMARK er sådan et land er grunden til, at ingen af vore første meget direkte aktioner (de såkaldte terroraktioner) fandt sted her. Men den strategi, vi nu har succes med, bygger på de erfaringer vi fik med den form for folkelig anskuelsesundervisning.
Vi havde selvfølgelig beregnet at det, at målsætningen blev lagt åbent frem dengang, ville give skarp reaktion fra kapitalen. Det, der kom bag på os var, at den folkelige resonans var så kraftig, at effekten kammede over. De lag, som skulle have udviklet det konsekvent revolutionære modstykke til kapitalens reaktioner, udviklede i stedet i vid udstrækning en pacifisme, som truede med at blive en gevaldig klods om benet. Vi havde undervurderet styrken af den sentimentalitet, det var lykkedes at påføre den fordummede arbejderklasse. Da vi opdagede det, holdt vi selvfølgelig inde. Da havde storkapitalen lugtet lunten og satte lejemordere til at fortsætte i vore gruppers navne. 
Vi tog konsekvensen og gik over til at optræde som neofascistiske aktionsgrupper. Det gik bedre. Men i overudviklede kapitalistsystemer (karakteristisk: de rige socialdemokratier) virker selv denne taktik ikke. Men nu har vi endelig fået konstrueret det strategiske våben, som kan sønderbombe den pladderhumanisme, der står i vejen for revolutionen og den endelige befrielse af det danske folk.
Ja, selvfølgelig: Den siddende regering. Den danske arbejderklasse har ikke magtet at gennemskue de borgerligt definerede »værdier«: Frihed, velfærd osv. Mage til samling bløddyr har næppe nogen sinde eksisteret. Nul bevidsthed, nul våben, nul nothing … Men nu bliver det anderledes. I borgerlighedens og »værdierne«s egne navne kan vi effektivt smadre den reaktionære tillid og afsløre kapitalens sande ansigt. Den befolkning, som ikke ville høre, kommer nu til at føle.

DA VI lagde grunden til denne strategi for mere end et årti siden, bestod dansk politik (uanset partiernes farve) af en massiv, ubevægelig socialdemokratisme. Gennem infiltration på højeste plan og på grundlag af kapitalisternes egen angst (inderst inde ved de, at fælden klapper en dag) har vi nu skabt dette »reelle borgerlige alternativ«. Det var sejt, men vi vidste, hvad vi ville, og vi havde analyserne på vores side. Det sværeste har været at finde egnede ledere:
Dels skal de være dumme nok til selv, fuldt og helt, at tro på den demagogi, der er bygget op.
Dels skal de være smarte nok til at kunne overbevise et befolkningsflertal om, at de er i besiddelse af et suverænt intelligent overblik.
Endelig skal de være af en sådan patologisk støbning, at den prestigemæssige side af magten er afgørende for dem (sådanne personer, som henter deres energi fra et mindreværdskompleks, kan styres ved »hvisken i øret«).
Så specielle individer hænger absolut ikke på træerne. Men vi har fundet dem. Med et passende supplement fra vore egne rækker (og kors hvor kan de gutter bare simulere åndssvage) fik vi skabt en funktionsdygtig konstellation: Ministre, analytikere, ideologer, topembedsmænd, kort sagt alt til faget henhørende.
I den nuværende fase går taktikken på at holde både venstrefløjen og socialdemokratiet i forvirring og samtidig samle, hvad vi kalder »de sunde borgerlige kræfter«, dvs. suge kraften ud af de borgerlige partidannelser, som vi har for lidt indflydelse i. Det hele kører på skinner, og efter næste folketingsvalg sidder vi med et absolut parlamentarisk flertal i vor hule hånd. Kun et forsvindende mindretal i marionetregeringen vil opdage, hvad der sker, før det er for sent, og selv de, som opdager det, vil ikke kunne sige fra, fordi bordet fanger.

KONKRET skal regeringen så fuldføre følgende program, som allerede lige så stille er startet:
1. Regeringen skal fortsat erklære at ville forenkle den offentlige administration. Samtidig skal den fortsætte med at producere love, bekendtgørelser og cirkulærer, juridiske spidsfindigheder og dispensationer i et hidtil uset omfang og tempo. Med denne superaccelererende bureaukratisering kan vi føre de offentlige forvaltninger mod totalt sammenbrud, og samtidig gøre det indlysende for befolkningen, at systemets instanser er skadelige og skal bekæmpes.
2. Der skal fortsat frækt og »overbevisende« gives udtryk for, at vi alle er i samme båd og, at der er brug for, at vi alle gør en ekstra arbejdsindsats. Samtidig skal regeringen i sparsommelighedens og effektivitetens navne gøre alt for at holde så mange som muligt fra at arbejde.
Offentligt skal der fortsat fyres folk, helst hvor det medfører ineffektivitet, og hvor enhver kan se, at der samfundsøkonomisk tværtimod er behov for at ansætte folk. I den private sektor skal der fortsat direkte og indirekte opmuntres til passiv kapitalanbringelse, bortrationalisering af arbejdskraftbehov o. lign.
Ud over belastning af samfundets økonomi, frustrationer, vold og kriminalitet vil vi opnå en generel politisk, moralsk og ideologisk opløsning, som følge af det massive kompleks af indbyrdes stridende argumenter der ganske som nu, i stigende grad, skal påduttes befolkningen for at få den til at »forstå arbejdsløshedens nødvendighed«.
3. Socialpolitisk skal regeringen selvfølgelig fortsat påstå, at den vil bevare verdens bedste sikkerhedsnet og skabe bedre forhold for alle danskere. Samtidig skabes via direkte (a)sociale nedskæringer en klasse af forhutlede, udstødte og håbløst desperate eksistenser (Dankortet er genialt i denne forbindelse). Tilstedeværelsen af de udstødte vil hærde befolkningen. Og blandt dem vil vi kunne rekruttere de mest dødsforagtende frontkæmpere både til den begyndende sociale uro og til det endelige opgør.
4. Også retspolitisk skal det nuværende dobbeltspil udvikles og skærpes. Under dække af at ville øge trygheden og styrke tilliden til ordensmagten, skal vi støtte og opmuntre denne i et hvert forsøg på at tilrive sig delt af henholdsvis lovgivende og, dømmende magtkompetence. Lex BZ, vilkårlig eller overdreven politivold, forsøgene på forbud mod øldrikning eller fotografering af anholdelser og hvad vi ellers har prøvet indtil nu, er barnemad, i forhold til hvad der kommer. Protesterne, der vil komme, vil vi benytte til (i endnu højere grad end nu) at lade folk opleve politiker og embedsmænd, som taler udenom og som nægter at besvare fornuftige spørgsmål.
5. Kulturpolitisk skal der, med henvisning til at det positive og .populære skal fremmes, satses helt på fordummende masseunderholdning. I samme forbindelse skal de skabende kunstneres afhængighed af kommercielle forhold strammes i ndtil enhver talentfuld kunstner er helt på revolutionens side.
Vedrørende DR: Den snotforvirrede »socialistpropaganda« vi kørte til og med regeringens indsættelse var med til at lægge grunden for regeringen. Nu skal denne propaganda slækkes for at »konsolidere det borgerlige alternativ«.
6. Sidst, men ikke mindst, vil vi »støtte det frie initiativ og den sunde konkurrence« på en måde, så der bliver vækstbetingelser for virksomheder med brutale og svinske arbejdsmetoder. Virksomheder som er totalt blottede for økologisk eller menneskelig ansvarsfølelse. Sådan kan vi få bugt med de virksomheder, som prøver at opretholde et skin af samfundsansvarlighed. De striber af menneskelige og økologiske ulykker, det vil forårsage, vil endeligt få folket til at sætte det nødvendige lighedstegn mellem kapitalisme og umenneskelighed.

DET VI først og fremmest vil med denne henvendelse, er at sige til jer: Tag det roligt. Fortsæt med at kritisere regeringen. Vi skal nok sørge for at kritikken ikke pludselig bliver effektiv. Fortsæt med at lade ofrene for de sociale nedskæringer sejle deres egen sø. Fortsæt med at fastholde socialdemokratiet i dets accept af grundlaget for regeringens politik.
Derudover skal de mest bevidste af jer begynde at opbygge kampceller – skaffe våben og træne brugen af dem. Vore folk spredt i organisationerne er parate til at hjælpe med dette.
Men: Afhold jer fra samling eller aktioner før situationen er moden, regeringen skulle nødig tabe modet (husk for alt i verden at stemme konservativt og personligt). De af jer som reagerer relevant vil blive kontaktet med nærmere instrukser efterhånden.
Til de revisionistiske forrædere iblandt jer, som nu får kolde fødder, og som derfor vil prøve at afsløre strategien, kan vi sige: Det får I foreløbig lov til, for I har ikke en chance. For det første kan en afsløring ikke fænge. Husk, hvordan det gik Erhard Jakobsen, da han gennemskuede, at vore folk i USA stod bag tv-serien Dallas (Dollars, som er lige på trapperne, har de lavet endnu bedre). For det andet ville det være den letteste sag af verden for os at skabe »politiske begivenheder«, som kunne overdøve en afsløring, og ignorere den som et latterligt forsøg på mistænkeliggørelse af den nødvendige politik.

CRAW
Conscious Revolutionary Army of the West
Danske kolonne

Er dette fup eller fakta?
Måske er spørgsmålet ligegyldigt, i hvert fald har det kun interesse for Politiets Efterretningstjeneste. Dette revolutionsopråb belyser under alle omstændigheder en væsentlig side af vor situation. Nemlig nogle aspekter ved den polarisering, der i øjeblikket foregår.
Som kultur betragtet står vi over for en lang række problemer, som det længe har været på tide at søge konsekvente løsninger på. Nu ser det desværre ud til, at det erkendte behov for konsekvens udnyttes fra både højre og venstre for at danne grundlag for ekstremisme. Uanset om vi skal bevæge os i socialistisk eller i liberalistisk retning er det afgørende, at grundlaget ikke er løgne og undertrykkelse. Vi kan feks. ikke bygge fremtiden på at kassere flere hundrede tusinde mennesker. Uanset om det sker for at skaffe billig arbejdskraft, eller det sker for at skabe revolutionært sindelag.
Rundt om er der heldigvis folk både til højre og venstre, som arbejder vedholdende og hæderligt på konsekvente løsninger af konkrete problemer. Folk, for hvem sandhed og menneskelig ansvarlighed betyder mere end f.eks. magt og partiloyalitet. Ikke for at idolisere, men for at anskueliggøre vil vi nævne to fremtrædende eksempler fra venstrefløjen: Hanne Reintoft og Preben Wilhelm. De er ikke alene, mange arbejder på lignende måder i det daglige, og det er den slags arbejde, vi må slutte op om hver især på vore felter.
På vores felt, som er billedkunst og dermed billedmæssig kommunikation og kultur i bred forstand, skal vi bl.a. arbejde på at skabe alternativer til og modgift mod de kynisk kommercielle volds- og pornoprodukter, som f.eks. dele af videobranchen forgifter ikke mindst børn med. Vi kan nemlig heller ikke bygge fremtiden på forkvaklinger af det enkelte menneskes sjæle- og åndsliv. På dette specifikke område hedder den ekstremistiske løsning forbud eller lad stå til, mens den konsekvente løsning (som på alle andre områder) er langt mere kompliceret og krævende – men det er ikke det samme som urealistisk eller umulig.

SYNTESE

SYNTESE består af billedkunstnerne Steen Krarup Jensen, Per Johan Svendsen og Flemming Vincent.

Foto: Ernst Nielsen