Tekstudtræk fra indscannet dokument:

HERNING FOLKEBLAD 

HERNING

Det var jo ikke fyldt med porno

Spændende kunstudstilling på Cafe Cha Cha

Jamen, det jo ikke så slemt!
Sådan er den umiddelbare reaktion på en af de mest omtalte kunstudstillinger i Herning på det seneste. Kunstnergruppen Syntese fra København gjorde sig udtilbens med en stor del af Hernings befolkning, da de sendte indbydelser rundt til deres udstilling »Gud er neger og hun har nogle dejlige nødder«. Invitationen, der blandt andet blev sendt til Aage Damgaard, var skrevet på udklip fra Ugens Rapport, pornoblade og EkstraBladet.
Når man så forsigtigt lister op på Galleri Cha Cha på første sal, ind i Galleri 5eren og i selve caféen, så bliver man faktisk positivt overrasket. OK, der er enkelte billeder, der forestiller seksualakter, men de overstråles af virkelig – omend kontroversiel – kunst, som de tre provokatører har skabt.
For provokatører er de. De ville fremprovokere en debat med Aage Damgaard om kunst ved at tilegne ham udstillingen. Selv mener de, den anerkendte kunst er domineret af profithensyn, snobberi og i det hele taget er »Kejserens nye klæ’r« i en ny udgave, hvor ingen tør benævne snobberiet ved rette navn af skræk for selv at ryge bag af valsen i kampen om anerkendelse og kunststøtte. De synes ikke at fortryde, at de har trådt en stor del af midtjyderne over tæerne. For de vil sprænge rammer – også for kunsten. Når de kalder udstillingen »Gud er neger, og hun har nogle dejlige nødder«, er det fordi de mener, at sådan kan Gud ligeså godt opfattes som Gud kan være kridhvid med fuldskæg.
De tre kunstnere, Steen Krarup Jensen, Per Johan Svendsen og Flemming Vincent holdt i aftes fernisering på udstillingen, der skal være i Herning i mindst 14 dage.
Lister man op ad trappen til første sal, bliver man lidt i tvivl. Står der en der og kigger med ryggen til? Han er umådelig stor og truende.
Kigger man på ham forfra, er hans ansigt et hestekranium. Underlige skulpturer er stillet op. Ikke al symbolikken er lige let tilgængelig, men kunstværkerne vækker stemninger – og er det ikke nok?
Den malede del af udstillingen er popkunst med inspiration fra tegneserier, film og i det hele taget volden i tiden. Filmen »The Deerhunter« har givet anledning til at skummelt og truende maleri af vietnamesere, der dyster i modighed via russisk roulette – fem tomme kamre i revolveren og en patron, hvorefter løbet rettes mod tindingen og der trykkes af.
De er dygtige, ingen tvivl om det – men spørgsmålet er, om de ikke har været for dygtige. Når man går rundt i lokalerne er det klart, at der er tale om moderne kunstnere i både abstrakt, surrealistisk og også naturalistisk stil. For de kan tydeligvis ikke fornægte deres egen fortid i kunstnermiljøet, som de klart er præget af. Det er gedigen – men ikke epokegørende – moderne kunst, de præsenterer. Det rigtigt chokerende, det havde de i munden. Og der er andre før dem, der har fået lidt ekstra omtale på at kundgøre, at nu kom den og den og talte til udstillingen. Måske var det reelt nok, at de ville polemisere med Aage Damgaard – formen var dog klodset valgt – men typisk for så mange andre er det, at bruge et kendt navn som Jørgen Thorgaards, selvom man på forhånd ved, han ikke vil dukke op. Bagefter braldrer man så op med, at nu vil man have Dan Turell eller Per Højholdt, vel vidende, at den slags har lagt planer mange måneder ud i fremtiden.
Det var et billigt trick for at skabe polemik om en udstilling, der ikke er revolutionerende, men som alligevel sagtens kan bære sig selv.

-lanng