Kunst og nye klær. Lederartikel. (Gud er neger, og hun har nogle dejlige nødder. Café Cha Cha og Galleri 5’eren, Herning). G.A. Herning Folkeblad.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Kunst og nye klæ’r
Hvis man vil respekteres, bør man handle redeligt. Det gælder såmænd endnu i dag, selv om så mange normer ellers er nedbrudt. Også inden for kunstens verden er der normer, omend en udøvende kunstner naturligvis skal tillades et langt tøjr. Hvis kunsten ikke begejstrer, oprører eller forarger, er den uden liv. Den skal provokere. Men den skal stadig være redelig.
Tre kunstnere bag en udstilling i Cafe Cha Cha i Herning har trampet rundt i følelserne med træskostøvler på. De har ikke blot forarget ved at udsende pornografisk materiale som optakt til en udstilling på fredag. De har også efter alt at dømme sat sig noget ud over gængse normer. Og redelighed.
Åbningstaleren i forbindelse med udstillingen, Jørgen Thorgaard, siger fra. Han er nemlig ikke blevet spurgt om han vil komme. Og det vil han altså ikke.
Den lokale kunstven og kunstekspert, Aage Damgaard, som udstillingen er tilegnet, tager afstand. Han vil ikke være med. Indehaverne af lokalerne beklager – og kalder ideen lige i overkanten.
Det næste bliver vel, at publikum siger fra. For alle har ret til at mene om tingene, hvad man vil. Vi mener, at de tre kunstnere havde stået sig bedre ved at provokere på et mere redeligt grundlag.
G.A.