Tekstudtræk fra indscannet dokument:

KRONIK

Velkomst til rengøringsholdet

Der er to slags mennesker: De som arbejder og de som ikke arbejder. Kronikken opfordrer regeringen til at gå til oprydningsarbejdet med en konsekvent og rank holdning

Af STEEN KRARUP JENSEN

VI HAR nu fået en ny regering. Det følgende kan opfattes som et bidrag til dennes forestående oprydningsarbejde.
Regeringens første udspil går på at ville øge realindkomstafstanden mellem de arbejdende og modtagerne af arbejdsløshedsunderstøttelse samt mellem sidstnævnte og modtagerne af bistandshjælp, (bistandshjælpmodtagerne får ikke gavn af de lovede skattelettelser). Dette er udtryk for en klar politisk holdning og en kærkommen anledning til at få sat nogle begreber på plads.

Der kan nu gøres op med det dogme, at arbejdsløsheden absolut skal bekæmpes.

Der er to slags mennesker: De som arbejder og de som ikke arbejder.

De som arbejder, er de som får det hele til at løbe rundt. De er værdifulde, samfundsgavnlige.

De som ikke arbejder er værdiløse, til besvær, en byrde, og netop i deres værdiløshed ligger deres positive funktion. Idet den får værdierne hos de arbejdende til at stå klart frem, i relief så at sige.

DER HAR været misforståelser, angående hvem der hørte til hvilken gruppe. F.eks. har nogen troet, at de, hvis arbejde består i at betale andre for at arbejde for sig, eller de, hvis arbejde består i at låne penge til dem, hvis arbejde består i at få andre til at arbejde for sig — at de skulle regnes til gruppen af folk, som ikke arbejder. Men sådan er det ikke.

Der har også været nogen, som troede, at de, som arbejdede uden at tjene penge derved — fordi arbejdet nu engang skulle gøres, af lyst, for at hjælpe andre, eller i forsøg på at løse nogle problemer, som der var enighed om, skulle løses — at de skulle regnes til gruppen af arbejdende. Men sådan er det ikke.

Man kan ikke uden videre definere arbejde og ikke arbejde på den måde. Det ville rent ud sagt blive et forfærdeligt roderi, hvis alle mulige gøremål kunne defineres som arbejde blot på grund af en påstået nytteværdi, hvis ikke arbejdsydelsen eller produktet af den halve salgsværdi på det frie marked svarende mindst til de samlede omkostninger + forrentning + en profit på et acceptabelt niveau.

Derfor er det også godt, at forskellene, mellem dem som arbejder og dem som ikke arbejder (i ordenes bedste borgerlige forstand), træder tydeligere frem. Der har længe været for megen løsagtighed her.

Kun med et skarpt skel mellem arbejdende og arbejdsløse kan man på længere sigt forhindre de arbejdsløse i at rende rundt og være geskæftige på måder, som forplumrer begreberne og skader reklamernes stimulerende virkninger eller markedsmekanismens sunde selvregulering, som netop er de ting, på hvilke vi skal bygge fremtiden.

DE SOM arbejder må kende deres eget værd og vide at hævde det overalt og til enhver tid. De bør aldrig hverken mod hensyn til deres arbejde eller med hensyn til deres forbrug tænke på ting som nytteværdi eller skadevirkninger eller på at vi ville dele med andre med mindre forbrugs- eller arbejdsevne.

Hvad angår arbejdet, bør de koncentrere sig om at få mest muligt for den mindst mulige ydelse. Her tænkes på ydelse i intensitet, ikke i tid — lang arbejdstid og overarbejde er absolut positive ting, når blot det lønnes rigeligt og ikke får et sådant omfang, at det går ud over den til forbrug nødvendige tid.

Hvad angår forbruget, skal dette være så højt som muligt, og de arbejdende bør tilstræbe at demonstrere deres klassetilhørsforhold konsekvent og uden vaklen såvel i klædedragt, ernæring, boligvalg og -indretning og fritidsaktiviteter, som i valg af meninger, holdninger og ikke mindst af omgangskreds. Eftergivenhed på disse punkter bor i gentagelsestilfælde føre til deklassering til ikke-arbejder.

LANGT DE fleste arbejdende er heldigvis opmærksomme på deres pligter i retning af at opretholde skellet. Men specielt i tilfælde, hvor der findes arbejdende og ikke arbejdende i samme familie, har der været og kan der stadig være problemer med at få de arbejdende til at indtage den rette holdning.

Der er brug for agtpågivenhed over for dette problem, men der er ingen akut grund til drastiske indgreb, idet disse problemer ganske givet vil falde bort i løbet af en årrække.

Det viser sig nemlig, at arbejdsløshed dels er arvelig og dels smitter. At social placering er »arvelig« er en gammelkendt faktor, men at arbejdsløshed »smitter« er for mange en overrakselse.

Fænomenet er ikke særlig mærkværdigt: Den kolossale klassebevidsthedsforvirring og eftergivenhed, som udvises af visse, som f.eks. er i familie med arbejdsløse, og som insisterer på familieskabets betydning fører for de fleste, som er ofre for det, ganske af sig selv til deklassering — det er simpelt hen for krævende at opretholde solidaritet til begge sider.

Om få år vil der altså ikke eksistere følelsesbetingede relationer (heller ikke venskaber f.eks.) mellem arbejdende og ikke-arbejdende. For at undgå komplikationer (social uro) er der imidlertid brug for en overgangsordning af hensyn til specielt standhaftige dobbeltsolidariske.

Den ordning, der er brug for, er for så vidt allerede i kraft. Der er nemlig allerede en klar tendens til, at de dobbeltsolidariske befinder sig som ansatte i det sociale kontrolsystem, som »rådgivere«, »pædagoger« eller »behandlere«. Placerede på denne måde vil de standhaftige dobbeltsolidariske være beskæftigede med en uløselig opgave, som de tilmed selv finder meningsfuld. Dermed vil hverken de selv eller de ikke-arbejdere, som udgør deres klientel, have overskud til at forhindre den nødvendige udvikling.

EFTERHÅNDEN som skellet bliver fuldstændigt, vil der i mindre og mindre omfang være brug for de specialiserede funktioner i det sociale kontrolsystem, (opgaverne vil blive politimæssige), og langt de fleste dobbeltsolidariske vil dermed ganske naturligt glide over i de ikke-arbejdendes rækker.

Dette er tilmed den bedste løsning, da de med deres begrebsforvirring næppe vil kunne udvise den grad af selvkontrol, der må kræves af en arbejdende. De fleste i denne gruppe af forvirrede regner i dag sig selv som egentligt arbejdende, og man kunne frygte at de af den grund vil skabe besvær ved at kræve sig placerede blandt de arbejdende.

Der er dog næppe grund til denne ængstelse. Når tiden kommer vil de nemlig være fuldstændig kraftesløse p.g.a. den belastning deres dobbelt-identifikation har været. Denne virkning kan allerede nu påvises blandt de lavest rangerede i det sociale kontrolsystems hierarki af ansatte.

NU KUNNE man stille følgende spørgsmål: Hvad med de arbejdsløse, de ikke-arbejdende, hvis de har nogen funktion, har de vel også pligter, og hvis ikke, er det vel mere praktisk straks at sigte mod en likvidering?

For at tage del sidste først: Tanken er besnærende og virker ved førsle øjekast logisk og konsekvent. Men en likvidering ville forudsætte en idealsituation, som vi næppe tør håbe kan opnås, og som i hvert fald er langt fra vort nuværende stade.

Desuden har vi i høj grad brug for den ikke-arbejdende klasse og vil sandsynligvis have det i mange år endnu.

Hvordan? Som allerede strejfet i denne artikels begyndelse, er det de ikke-arbejdendes funktion at danne grundlag for de arbejdendes selvfølelse og dermed for deres incitament til opretholdelse af selvkontrol og disciplin.

Hvad i tidligere tider delvis kunne opnås ved religiøse trusler om et forfærdeligt liv efter dette eller evig fordømmelse kan i vor oplyste materialistiske tid kun opnås ved trussel om fortabelse her og nu – i dette liv.

Som helvede og skærsild var »synlige« for den forrige kulturs mennesker, er der nu brug for en i dette liv synlig fortabelse, som man kan prise sig lykkelig for at undgå.

Dette er en langt alvorligere grund til opretholdelse af arbejdsløsheden end den ofte fremhævede, at arbejdsløsheden får visse arbejdsydelser til al falde i pris.

DE ARBEJDSLØSE udgør altså en særdeles nyttig afskrækkende identifikationsmulighed for de arbejdende, og har således følgende pligter:

De skal misunde de arbejdende i en sådan grad, at det bevidst eller ubevidst kommer til udtryk. (En vis procentdel regulære tiggere vil være fortrinligt, og det varer næppe længe før det kan indføres).

De skal i påklædning, ernæring, bosætning samt i vaner i det hele taget (døgnrytme f.eks.) adskille sig tydeligt fra de arbejdende. (På delte område går det fint fremad).

De skal føle sig mindreværdige. (I en overgangsperiode må de eventuelt gerne påstå at besidde en værdighed, når blot det er rimeligt let gennemskueligt, at de selv har svært ved at tro på påstanden).

Der må gerne blandt de ikke-arbejdende være en vis procentdel med ekstremt outrerede meninger eller holdninger (det tydeliggør skellet), samt også gerne en del med primitivt voldelige tilbøjeligheder. (bl.a. p.g.a. underholdningsværdien).

Hvis den blotte tilstedeværelse af denne underklasse ikke er tilstrækkeligt som grundlag for de arbejdendes følelse af livskvalitet og egetværd, kan det måske blive aktuelt på et tidspunkt at udvikle og strukturere sidstnævnte voldselement i retning af gladiatorkampe, menneskejagttegn som lotterigevinster eller lignende. Foreløbig er sådanne ordninger dog ikke nødvendige.

MANGE ikke-arbejdende kender endnu ikke deres plads og deres pligter, og mange har endnu kræfter til at forvirre begreberne og forstyrre markedsmekanismerne, men det går den rigtige vej.

Hidtil har man i vid udstrækning valgt at se gennem fingre med, at arbejdsløse var »aktive« eller endog ligefrem valgt at beskæftige dem. Denne politik har uanset sine klare negative følgevirkninger været den rigtige.

Vi har allerede en lovgivning, som fremsynet nok indeholder arbejdsforbud for arbejdsløse. Men med et slag at kræve loven overholdt 100 pct. vil indebære alt for store risici for komplikationer.

Dermed være ikke sagt, at der ikke kan og skal strammes. Blot vil det gå langt mere gnidningsfrit, hvis vi følger den overbærende kurs og så samtidig sørger for kontinuerligt at befæste den nye klassedeling ved simpelt hen trin for trin at mindske de ikke-arbejdendes reelle muligheder for aktiviteter, uberettiget arbejdsudøvelse og gensidig for ikke at tale om udadvendt kontakt.

Til dette formål er lavere stigningstakt i understøttelsen end i lønningerne kombineret med konsekvente fordyrelser af kommunikationsmidler såsom postbesørgelser, rejser og telefonering et forbilledligt middel.

Beslægtet med dette vil det også være af betydning, om man kan styre og fastholde det alment tilgængelige telekommunikationsmiddel fjernsynet i retning af eskapistisk underholdende envejskommunikation (satellittransmissionsmulighederhe åbner for fantastiske perspektiver vedrørende effektivisering og endog billiggørelse).

ET POSITIVT tegn i tiden er det at hele spektret af ansvarlige politiske partier er enige om at arbejde hen mod strammere regler og praksis for udbetaling af diverse former for understøttelse.

De stramninger, der er i gang specielt i bistandslovsadministrationen, vil også medføre en gavnlig polarisering indbyrdes blandt de ikke-arbejdende. A-kasse-medlemmer vil være så glade for endnu ikke at være »på bistanden«, at de slet ikke vil lægge mærke til, hvor hurtigt deres egen understøttelses realværdi falder.

Internationalt er der også gode tegn: Mon ikke den overvældende succes regeringerne i krigsførende lande for tiden har (regeringen Thatcher er skoleeksemplet), vil kunne hjælpe vore hjemlige politikere over det døde punkt til en mere konsekvent og rank holdning?

En overgangsperiode må der dog være. Det vil nødvendigvis tage tid at få udviklingen stabiliseret, bl.a. af hensyn til en god fordeling af individerne i de to klasser, alt for mange fejlplaceringer ville kunne skabe ubehagelige problemer.

VI GÅR en kulturel blomstringstid i møde, der er ingen tvivl om udviklingens retning. Lad os derfor gå med værdighed og ikke forvirre os med for tidlige og pludselige nedskæringer, selv om det kan være fristende.

Lad os tage ved lære af tyrefægtningens kunst, hvori det elegante netop opstår af, at den overlegne intelligens besejrer det langt stærkere dyr ved snilde og tålmodighed og ikke ved en dumdristig kraftanstrengelse.

Derfor velkommen til den nye regering: Brug skruppen grundigt, men tag ikke al lakken på en gang.

Det er slået fast, at der er to slags mennesker, og at en af årsagerne til at det nødvendigvis må være sådan er, at nogle mennesker simpelt hen er dovne og dumme. Næste delmål bør være at fjerne den samfundsnedbrydende faktor, der består i, at folk, som lever helt eller delvis af ydelser fra offentlige kasser samt kriminelle i øvrigt, ved deres stemmeret har indflydelse på udviklingen og på, hvad hæderligere skatteborgeres penge bruges til.

P.S. Undertegnede, som har en realistisk og positiv holdning, og som kan tage fat når der er brug for det, søger snarest muligt fast vellønnet arbejde. Helst noget med fremtid i — gerne privat vagtværn eller underholdningsindustri.

Steen Krarup Jensen er billedkunstner.