Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Information

Sprængninger

DET ER fortsat muligt at registrere eksplosive udladninger i dansk billedkunst. I oktober i fjor sprængte en jysk billedhugger under mediernes fulde opmærksomhed flere tons granit i luften for at klage sin nød. og på det seneste tales der om en risiko for en sprængning af Billedkunstnernes Forbund.
Det er et medlem af forretningsudvalget for den jomfruelige organisation, Danske Billedkunstneres Fagforening, Jan Balling, der forudser muligheden for en sprængning af det gamle forbund, og i gårsdagens Information opfordrede han »det sidste pjalteproletariat« til at organisere sig fagligt og oprette en A-kasse.
Som tilforn er de rystende begivenheder blandt danske billedkunstnere en næsten seismografisk registrant af andre sprængninger i det kriseramte danske samfund. I undergrunden, blandt »pjalteproletarerne«, er det muligt at foretage de nøjagtigste målinger.
Billedkunstnernes Forbund, der angiveligt trues af sprængning, blev stiftet i slutningen af de optimistiske tressere, og er fortsat den organisation, de statslige og kommunale myndigheder forhandler med. Dette forbund har siden 1974 forgæves forsøgt at få oprettet en selvstændig arbejdsløshedskasse og er blevet mødt med hårdnakket modstand, når de har søgt optagelse i andre A-kasser. »1000 nye arbejdsløse« var ikke lige sagen for de etablerede A-kasser.

DANSKE Billedkunstneres Fagforening har hvervet 300 medlemmer og flere skal være på vej.
Hvis den alternative organisation virkelig får held til at etablere en egentlig A-kasse, er der næppe tvivl om, at detonatoren er anbragt under BKF. Medlemskab af forbundet er ganske vist en form for »blåt stempel«, tordi optagelse kræver opfyldelse af visse kvalitative kriterier, men hvis æren modsvares af skillinger, er der næppe tvivl om, at medlemsskaren vil flytte sig.
Billedkunstnernes situation er den absurde, at flertallet ikke tjener mere end småpenge på deres kunst (som oftest slet intet) hvorfor de er nødt til at skaffe brød på bordet ved arbejde i andre erhverv. Når de så bliver fyret (som fremmedarbejderne som de første) har de ikke mulighed for at hæve dagpenge fra den A-kasse, de har betalt til, fordi arbejdsministeren forudsætter, at de er »selvstændigt erhvervsdrivende« i ledighedsperioden. Hvert sekund, der anvendes til kunstnerisk aktivitet, skal modregnes i dagpengene.
Situationen for »pjalteproletariatet« er med andre ord en fuldstændig retsløs tilstand. Uanset om kunsten kan sælges, og det kan den i reglen kun sjældent, betyder hvert strøg på lærredet eller et ord i et digt en indskrænkning i dagpengene.

PÅ DENNE baggrund kan det ikke undre, at kunstnerne — og specielt provinsens kunstnere — har skabt organisationer som alternativ til BKF, der opfattes som en magtesløs fagforstening. FUK, hed den fynske organisation, der er opløst og indgået i DBF. FKF, hedder den jyske organisation, der stadig eksisterer, men sympatiserer med DBF.
Forretningsføreren i Fællesforbundet for Teater, Film og TV, Jens Erik Kundal, har bistået DBF med en skitse til oprettelsen af en A-kasse, og en unavngiven kontorchef i arbejdsdirektoratet har angiveligt sagt god for konstruktionen.
Det er dog fortsat uhyre tvivlsomt, om billedkunstnerne vil kunne opnå status som lønmodtagere med hvad deraf følger.
Fællesforbundet er ikke interesseret i at optage dem, men søger tværtimod en fusion med musikernes og artisternes A-kasser på bekostning af medlemskabet af FTF-A, som forbundet ikke føler sig rimeligt tilgodeset af. Billedkunstnere og forfattere er svært anbringelige, fordi de ikke har nogen klart defineret otte timers arbejdstid, en overenskomst og en arbejdsgiver.
Der er dog stadig visse muligheder for de revolterende billedkunstnere. De har en stædig fortaler i formanden for Folketingets Kulturudvalg. Ingerlise Koefoed, der i dagens avis anbefaler dem at gå i aktion.
Det har hun selv gjort med en kanonade af spørgsmål til arbejdsminister Svend Auken, der endnu ikke har kunnet give en overbevisende forklaring på den åbenlyse diskrimination af kunstnere i arbejdsløshedslovgivningen.

BILLEDKUNSTNERNES Forbund er truet af sprængning. Det ville ikke være nogen ulykke, hvis forbundet virkelig blev sprængt af en organisation, der kunne sikre »proletariatet« bedre vilkår. Det bedste ville imidlertid være, hvis alle de revolutionære kræfter, idérigdommen og fantasien uden for organisationen kunne anvendes inden for BKF, som myndighederne er vant til at forhandle med og kender som en landsdækkende organisation.
Tværtimod at stramme optagelseskriterierne var det måske en idé, hvis BKF forsøgte at optræde som en egentlig faglig organisation.
Det er ikke nemt, men som formanden for Folketingets Kulturudvalg udtrykker det i dagens avis har billedkunstnere alle muligheder for at iværksætte mere farverige aktioner end den forblæste indpakning af en skulptur, som BKF iscenesatte i Gyngemosen i fjor.
I stedet for fornærmelse over kritikken bør BKF bruge alle de gode kræfter til at få stablet slagkraftige aktioner på benene. Loven om Statens Kunstfond blev skabt af en demonstration blandt billedkunstnere.
Det er på tide, at danske billedkunstnere atter sprænger rammerne.

Jak.