Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Hans Jørgen Lembourn

En ulykke, hvis dansk kulturpolitik blev en borgerlig politik

■ Det eneste parti, som i praksis har fort kulturpolitik, er Socialdemokratiet.

Det begyndte for alvor på et møde på Krogerup Højskole omkring 1. oktober 1960 under en valgkamp, hvor statsminister Viggo Kampmann mødtes med en række kunstnere. Kampmann deltog selv engageret i debatten og lyttede intenst, prøvede at få noget konkret ud af samtalerne og sluttede med at sige: Ja, men der skal jo regeres!

Han fik noget konkret ud af det. Han oprettede kulturministeriet med Julius Bomholt som landets første kulturminister i moderne tid.

Bomholt gennemforte loven om Statens Kunstfond, og siden har socialdemokratiske kulturministre fået vedtaget og finansieret filmloven, musikloven, lov om landsdelsscenerne, den københavnske landsdelsscene, forbedringen af biblioteksafgiften og har så generøst, det var økonomisk muligt, arbejdet intenst for, at dansk kulturliv overlevede.

Det er socialdemokrater, der frem for nogen har arbejdet for at opbygge vores biblioteksvæsen, som er verdens mest avancerede, og nye initiativer er undervejs med forslag om en bogfond og en effektiv kultureksport.

Når jeg i en ny valgsituation er svært glad for at være socialdemokrat og medlem af partiet, og ikke konservativ, som nogen har påstået i diverse læserbreve, er denne kulturpolitiske forhistorie en af de meget klare og håndfaste årsager. Til syvende og sidst skal man dommes på sine gerninger.

Som kulturpolitisk ordfører for de konservative igennem mange år i folketinget, var mit slagsmål ikke udadvendt, men drejede sig næsten alene om at få de konservative til at forstå, hvor vigtigt det var, at man gav danske kunstnere en bare nogenlunde rimelig chance for at eksistere, så de kunne producere de værker, hele befolkningen har glæde af. Hos socialdemokraterne var denne forståelse altid til stede på forhånd.

Siden jeg for fire år siden blev medlem af partiet, og samtidig var formand for forfatterforeningen og nu rådsformand for dansk Kunstnerråd, som repræsenterer næsten samtlige danske kunstnere, er det altid hos socialdemokratiet jeg straks, og uden forbehold, har mødt forståelse for kunstnernes problemer. Skønt også socialdemokratiske politikere vidste, at der var mange vælgere, som ikke havde megen sympati for en aktiv kulturpolitik. Det er ikke den, man vinder et valg på. Det ved jeg.

Man kan heller ikke få alle kunstnere til at stemme på Socialdemokratiet, dertil er de for individualistiske, så langt at en del af dem stemmer blankt.

De er, naturligt nok, dybt ideologisk engagerede, ideerne er en del af deres livsgrundlag, mere end for mange professionelle politikere, men mange af dem ved også, som vores store maler Egill Jacobsen skrev i Aktuelts Kronik, at »når vi er så mange, der stemmer på Socialdemokratiet, er det fordi befolkningen føler der udgår en kærlig og medmenneskelig strømning fra det«.

Det er næppe heller uden grund, at flere tusind mennesker og mange kunstnere har formået at skabe en »Niels-pris«, som næste gang uddeles med 200.000 kr. fra Niels Matthiasens mindelegat, indsamlet ved at en række af vore bedste kunstnere gennem forestilling efter forestilling har givet deres honorar til mindelegatet.

Det er også udtryk for en dyb taknemlighed, når danske kunstnere har rejst en mindesten for Niels Matthiasen på hans grav på Vestre Kirkegaard. Naturligvis kan jeg ikke tale på andres vegne, kun på mine egne, men jeg er næppe ene om at have den opfattelse blandt kunstnerne, at det ville være en ulykke, hvis vi fik en borgerlig regering og dermed en borgerlig kulturminister. Alle de initiativer, vi har arbejdet med i så mange år, og de resultater der er nået, ville lide en krank skæbne.

Fremskridtspartiet vil have lavet Det Kgl. Teater om til pakhus, de konservative vil ødelægge det gratis bogudlån fra bibliotekerne.

Vi risikerer at ophavsretten, som er kunstnernes eneste juridisk-økonomiske beskyttelse vil blive gennemhullet, den del af tipsmidlerne som går til kulturelle formål, vil blive nedskåret — hvis det går efter Ninn-Hansens næse, eksperimenterne i gruppe- og børneteateret, hvorfra en stor del af den dramatiske fornyelse skal komme, vil blive nedvurderet, støtte til nye kulturfremstød vil blive taget væk.

Danske kunstnere vil komme i en kampsituation imod de borgerlige politikere, som vi bliver nødt til at udkæmpe, skønt den vil sluge mange af de kræfter, vi skulle have brugt på at producere kunst.

Billedhuggeren Steen Krarup Jensen sprængte sin granitskulptur i luften i protest imod de elendige livsvilkår for de bildende kunstnere.
Med en borgerlig regering bliver der mange af den slags eksplosioner.

Dagens Synspunkt er skrevet af forfatter, formand for Dansk Kunstnerråd, Hans Jørgen Lembourn. Artiklen knytter sig bl.a. til Egill Jacobsens Synspunkt d. 11.ds. og Steen Krarup Jensens d. 4.11.