Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Skulptursprængning: brug kunstnerne – undgå ressourcespild

Steen Krarup Jensen er billedkunstner. Hans Synspunkt har form som et svar til spørgsmåI, han er blevet mødt med efter billedkunstnernes demonstrative akulptursprængninger for nylig.

■ Er din situation værre end de fleste andre billedkunstneres?

Nej, grundlæggende er den ikke. At jeg er kommet i en specielt presset situation skyldes, at jeg »naivt« har fastholdt, at jeg er billedhugger samtidig med, at jeg er gift og har børn — ægtefælle med lav indkomst, to børn. Hvilket er komplet umuligt under de nuværende forhold. Ved denne principielle stædighed/ærlighed har jeg gennem de sidste år haft følgende erfaringer, som jeg mener afdækker en udbredt hyklerisk, inkonsekvent og i værste fald kriminaliserende holdning til billedkunstnere:
Først kunne jeg ikke få arbejdsmandsarbejde (jord og beton), fordi jeg var billedhugger, en arbejdsgiver vil selvfølgelig, i en situation, hvor han kan vælge mellem mange ansøgere, vælge en, som har størst mulig erfaring og rutine, og som søger jobbet som en livsstilling.
Ved samme lejlighed opdagede jeg, at jeg ikke kunne være berettiget til a-kasseunderstøttelse, fordi jeg var billedhugger (selvstændig erhvervsdrivende). Og jeg måtte erkende, at den understøttelse, jeg i perioder havde hævet, var hævet ved bedrageri.
Derefter fik jeg af skattevæsenet at vide, at fordi min indtægt ved billedhuggeriet ikke stod i et »rimeligt forhold« til udgifterne (skattevæsenets skøn) så var det ikke et selvstændigt erhverv med ret til fradrag af udgifterne, men en »hobby« med pligt til beskatning af indtægterne og uden ret til fradrag af udgifterne.
Denne holdning fra skattemyndighedernes side fører ikke sjældent til, at billedkunstnere beskattes så hårdt at skatten overstiger nettoindtægten.
Andre billedkunstnere oplever at blive beskattet af mere end de har tjent, fordi de folk hos skattevæsenet, som skal »skønne«, simpelthen ikke kan forestille sig, hvor lavt et privat forbrug mange billedkunstnere har. Hvilket ikke er underligt, da det ofte ligger under det, man i andre sammenhænge i dette samfund kalder laveste rimelige levestandard.
Efter hos skattevæsenet at have fået min virksomhed rubriceret som hobby (seks års uddannelse og adskillige års arbejde for at få en hobby), syslede jeg videre med lidt socialbedrageri, indtil også bistandskontorets kasse blev lukket: jeg er jo selvstændig erhvervsdrivende.
Sprægningen af »Udsagn« var for mig et udtryk for, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg ingen legale relevante handlemuligheder havde tilbage, udover at vedblive med at lave skulpturer og forsøge at sælge dem, hvilket jeg ikke havde råd til overhovedet.

■ Når du ikke kan ernære dig ved billedhuggeriet, må du vel opgive det og finde noget andet at ernære dig ved?

Skjult i dette opfordrende spørgsmål ligger der undertiden den antagelse, at når kunstværker ikke kan sælges, er det naturligvis, fordi de ikke er gode nok. Alle, som har sat sig ind i disse ting, ved at dette ikke nødvendigvis er rigtigt.
Der kan også være tale om den antagelse, at der slet ikke er brug for billedkunst (når den ikke kan sælges). Der kan sagtens argumenteres herimod, men det må være en sag helt for sig selv, så jeg vil her nøjes med at påstå, at — uden et selvstændigt og blomstrende dansk kunstliv med både højde og bredde, kommer vort samfund ti) at lide af alvorlige mangelsygdomme åndeligt, livskvalitetsmæssigt. samfundsøkonomisk og politisk. Der er hårdt brug for billedkunst og billedkunstnerisk ekspertise både i den offentlige og i den private sektor.

■ Men hvad kan/skal der gøres for at forbedre situationen?

I de senere år har der cirkuleret adskillige forslag til en øget brug af billedkunst i det offentlige: Indførelse af og forhøjelse af allerede eksisterende billedkunstbudgetter, pro-centrcgler samt ansættelser af billedkunstnere som konsulenter, undervisere og lignende. Der tales også om rimelig aflønning for udført billedkunstnerisk arbejde, f.eks. biblioteksafgift til illustratorer ligesom til forfatterne.
Der er ingen gode grunde til, at billedkunsten skal være finere eller mindre tilgængelig end litteraturen. Udfra dette synspunkt kan man forestille sig oprettelse af ud-Btlllingsstcder lige så decentralt og ligeså »selvfølgeligt«, som vore biblioteker. Mennesker er i stand til at opfatte billeder, før de lærer at læse.
Og det er ikke kun det offentlige, der kan bruge og har brug for billedkunst og -kunstnere. Der ligger et stort (måske endda langt større) og næsten uopdyrket område for direkte brug af billedkunst og -kunstnere i det private erhvervsliv.
Der er kort sagt masser af gode og samfundsøkonomisk forsvarlige indfaldsvinkler til en forbedring af situationen. Og der er temmelig megen velvilje for sagen også politisk.

■ Hvorfor er nogen af de indlysende ting så ikke gjort endnu?

En af de væsentligste grunde må være, at det endnu ikke er lykkedes for os billedkunstnere at opbygge en egentlig og effektiv faglig organisering på linie med alle andre faggrupper.
Der findes faglige organisationer for billedkunstnere, hvis pionerarbejde på ingen måde skal undervurderes. Når jeg taler om »manglende faglig organisering« er det kun fordi, jeg tror, at der i kølvandet på den debat, som løber nu blandt billedkunstnere, og på basis af de eksisterende bestræbelser kan dannes en dækkende organisation eller sammenslutning af organisationer, som på linie med andre fagforeninger har noget i retning af følgende ting på programmet:

1. At definere hvad der er billedkunstnerarbejde og dermed fagforeningens område.
2. At sikre at alt billedkunstnerarbejde udføres af organiserede billedkunstnere.
3. At skaffe mere billedkunstnerarbejde.
4. At sørge for rimelig betaling for udført billedkunstnerarbejde samt rimelige arbejdsvilkår for billedkunstnerne.
5. At sikre indtægtsløse billedkunstnere rimelige sociale og økonomiske vilkår.

Og ihvertfald kan vi billedkunstnere ikke med rimelighed forvente, at den forståelse, der er for vore problemer, fører til noget konstruktivt af virkelig betydning, før vi på en sådan måde påtager os vor del af ansvaret for at ændre på det faktum, at vor og vort arbejdes stilling i det danske samfund i øjeblikket er udtryk for et selvdestruktivt ressourcemisbrug.
Billedkunstnernes kunnen er ikke den eneste ressource, som spildes på grund af mangel på helhedssyn, men måske er kunstnerisk energi, sans for sammenhænge og »naiv« optimisme netop det, som kan løse op for løsningen af en række problemer.

Hvorfor skulle billedkunsten ikke være lige så tilgængelig som litteraturen er det på bibliotekerne?