På tirsdag ryger den i luften. Skulptursprængning. Steen Krarup Jensen. Jørn Rossing Jensen. Medie ukendt.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
På tirsdag ryger den i luften
Odder-kunstner sprænger skulptur til 40.000 kroner i luften som protest mod kunstneres stilling i Danmark
Af Jørn Rossing Jensen
Steen Krarup Jensen — 31-årig billedhugger i Ålstrup ved Odder — vil tirsdag sprænge sin 1½ tons tunge granit-skulptur »Udsagn« i luften som en protest mod kunstneres stilling i Danmark.Om formiddagen skal han møde på Tinghuset i Odder, stævnet, fordi han endnu ikke har betalt sin studiegæld. Umiddelbart efter retshandlingen foretages sprængningen med dynamit af firmaet Karlsen Kingo A/S fra Silkeborg.
Steen Krarup Jensen:
Den økonomiske krise har ikke gjort det lettere at være kunstner, og da staten betragter os som selvstændigt erhvervsdrivende, kan
vi hverken få understøttelse eller bistandshjælp. Hvis jeg vil i betragtning, skal jeg afhænde min forretning — det vil sige: sælge mit værktøj — og på en eller anden måde slippe af med mit restlager, eventuelt ved at smide det i havnen.
Siden jeg gik ud fra Kunstakademiets Billedhuggerskole, har jeg levet fra hånden og i munden, ind imellem af jobs som arbejdsmand eller bryggeriarbejder. Men det er uhyre svært at etablere sig.
Nu regner jeg med at blive tvunget til at flytte, og da det er dyrt at rejse med 1½ tons granit, har jeg valgt at skaffe mig af med skulpturen og gøre opmærksom på, at kunstnere ikke fortsat kan leve af velvilje i sød skysovs.
»Udsagn« blev for et år siden vist i 12 kommuner gennem Kunstbiblioteksselskabet. Da var prisen 40.000 kroner, og i hvert fald én kommune ville gerne have købt den, hvis Statens Kunstfond ville hjælpe.
Men her er bevillingerne alt for utilstrækkelige: de 5,5 millioner kroner, der er til rådighed hvert år, kan knapt brødføde 22 kunstnere, hvis de skal have en faglært arbejders løn.
Steen Krarup Jensen udstillede senest i Århus med labyrint 1980 og medvirkede ved gruppens plakatprojekt i Århus Festuge 1981. Hans studiegæld, med renters rente, er små 73.000.
Steen Krarup Jensen med sin skulptur »Udsagn«.